I år er det 100 år siden, Gundersted rigtig begyndte at tage form. Det ønsker man at fejre med en historisk dag den 27. august for alle nuværende og tidligere borgere fra landsbyen.
Gundersted tog sin spæde start, da den gamle herregård Gundersted Gårde måtte lade sig udstykke i starten af forrige århundrede. I den forbindelse blev der i årene 1922-23 udstykket 21 ejendomme af det, som i folkemunde bliver kaldt for Rækken, bedre kendt som Brusåvej.
Dermed blev der grundlag for at andre erhverv kunne opstå i tilknytning til landbruget. En smedeforretning, en bager, en købmandsgård, var noget af det første, forklarer Kjeld Østergaard fra arbejdsgruppen:
- Mange af historierne fra dengang er tæt på at uddø, og derfor har vi i en lille arbejdsgruppe siden nytår arbejdet på at få en historisk jubilæumsfest op at stå. Her er det hensigten at efterkommere samt alle med tilknytning til Gundersted og dens omegn kan komme og dele deres historier og billeder.
Kim Ørsted Iversen fra Vesthimmerlands Museum vil også komme sammen med et par frivillige for at samle data sammen, det er arbejdsgruppens håb, at materialet kan samles til udgivelse af en bog om Gundersted på 50 års jubilæumet for Gundersted Borgerforening.