Torsdag d. 23. november 2017 - Årgang 12
Her forklarer hjertelæge Keld Sørensen, hvordan det donerede måleudstyr bæres af patienterne.

Personerne er (fra venstre) Gert Hosbond, Chr. Bach Iversen, Anna Marie Dahm Jørgensen (alle fra foreningens bestyrelse) og hjertelæge Keld Sørensen.

Støtteforening for Farsø Sygehus starter medlemshvervning

08-11-2017

Et sygehus i Farsø er ikke en selvfølge. Derfor arbejder sygehusets støtteforening på at skaffe endnu flere medlemmer i en ny kampagne.

Det går godt på Farsø Sygehus. Sidst på året 2016 fik den ortopædkirurgiske afdeling velfortjent den eftertragtede ”patienternes pris”, og den 19. juni i år blev endnu en operationsstue – den 6. – indviet, så man nu kan operere 600 patienter flere om året. Der tilknyttes yderligere 5 læger, og fremover kan der også foretages håndkirurgi i Farsø.

I maj blev det nyrenoverede køkken indviet. Fremover skal køkkenet bage til alle afdelinger under Aalborg  Universitetshospital.

Også på det medicinske afsnit sker der positive ting. Det er netop besluttet, at det Diagnostiske Center bliver endnu stærkere og får tilført et betragteligt antal patienter fra Aalborg Sygehus.  Og takket være en donation fra Anna Holms Fond bliver der igangsat et 1-årigt forskningsprojekt på Medicinsk Dagafsnit.

Bestyrelsen for Farsø Sygehus' støtteforening har løbende møder med ledelsen på Aalborg Universitetshospital, som Farsø er en del af. Her er der lejlighed til bl.a. at drøfte åbningstiden i skadestuen, i røntgen og i lægevagten.

Takket være en stærk opbakning fra borgere og virksomheder kan støtteforeningen med vægt tale Farsø Sygehus´ sag og hvert år donere apparatur, som sygehuset ellers ikke ville kunne anskaffe. Den seneste donation i 2017 er på 50.000 kr. til nyt avanceret mobilt måleudstyr til overvågning af hjerterytmen på de patienter, der kommer til hjertelægen på Farsø Sygehus.

I disse dage er støtteforeningen i færd med at hverve nye medlemmer for at fastholde og udbygge den stærke opbakning til det vesthimmerlandske sygehus. (Se annoncen her)

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!