Mandag d. 15. august 2022 - Årgang 17

Stafet for Livet tilbage - men ikke i fuld styrke

14-06-2022

450 mennesker deltog i weekenden i Stafet for Livet i Aars.

I et par år blev Stafet for Livet i Aars afholdt i en amputeret udgave, hvor man blandt andet løb hver for sig. Men i weekenden var alt tilbage ved den gode gamle stafet i Anlægget i Aars. Dog kom deltagertallet ikke tilbage til tidligere tiders nveau.

450 deltagere havde meldt sig til det 24 timer lange arrangement, og det er 300 færre end de gode år før corona. Der var også kun 17 hold mod tidligere 30. 

Alligevel er stafetformand Ejnar Larsen godt tilfreds med opbakningen og afviklingen af årets stafet. Ikke mindst i lyset af, at tre andre udgaver af Stafet for Livet rundt om i Himmerland er blevet helt aflyst. Blandt andre på grund af mangel på frivillige. 

I løbet af de 24 timer, stafetten varer, skal hvert hold gerne have mindst en repræsentant ude på ruten i Anlægget. Nogle gik en enkelt runde, mens én nåede at løbe en hel marathon. 

Undervejs blev der afviklet en børnestafet, som i stedet for 24 timer varede 24 minutter. Her mødte 135 børn op til start, og det var en rigtig fin oplevelse, hvor børnene bagefter fik en medalje, siger Ejnar Larsen.

Lørdag eftermiddag var stafetten tæt på at blive suspenderet, da et kraftigt regnvejr ledsaget af torden satte ind. Det var heldigvis kortvarigt, og resten af stafetten forløbig planmæssigt.

Lørdag aften blev der vanen tro gjort plads til en lysceremoni, hvor alle kunne tænde lys i en lyspose til ære for dem, der kæmper eller har kæmpet mod kræftsygdom.

Overskuddet fra Stafet for Livet går netop til Kræftens Bekæ,pelse, men Ejnar Larsen har endnu ikke overblik over, hvor stort årets overskud bliver, men sponsorerer har bakket godt op, påpeger han. 

Næste års Stafet for Livet i Aars afholdes den 10. og 11. juni. 

 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!