Fredag d. 21. januar 2022 - Årgang 16
I sommer var der politisk interesse for at hjælpe Globens brugere tilbage til arbejdet med elektronikaffald. Men der er ikke sket meget siden.

Spørgsmål til minister har ikke hjulpet Globen i Løgstør

06-01-2022

Brugerne på Globen i Løgstør har fortsat ikke fået lov til at destruere kommunens egne computere. Klima -, Energi – og Forsyningsminister Dan Jørgensen henviser til forkerte regler, siger Knud Olav Christiansen, der er forstander på Globen.

Af Jacob Dalgaard

SF's formand Pia Olsen Dyhr og partiets lokale frontfigur i Vesthimmerland, Theresa Berg Andersen, var i august på besøg i Globen i Løgstør, hvor de lovede at bringe et lokalt problem videre til ministeren. Problemet bestod - og består stadig i - at de udviklingshæmmede på Globen med henvisning til affaldsaftalen ikke længere må adskille, destruere og sortere kommunens egne computere og sælge komponenterne til genbrug. En beskæftigelse, som ellers har været en meningsfuld dagligdag siden 2014 på Globen, der tidligere hed Beskyttet Værksted. 

På baggrund af Lokaltindblik.dk's artikel "Pia Olsen Dyhr lover at hjælpe Globen i Løgstør" stillede SF's folketingmedlem Signe Munk den 19. august 2021 et spørgsmål til Klima -, Energi – og Forsyningsminister Dan Jørgensen, hvori hun spurgte, om affaldsaftalen betyder, "at socialøkonomiske virksomheder, der er ejet af en kommune, ikke kan stå for affaldsbehandling som f.eks. genanvendelse af pc’ere eller komponenter herfra og finder ministeren, at dette er rimeligt?".

Om det er rimeligt har Dan Jørgensen ikke svaret på. Til gengæld skriver han, at området er administreret af Miljøministeriet. Han henviser til en udtalelse fra Miljøministeriet, hvori han skriver, at behandling af elektronikaffald, herunder pc’er eller komponenter herfra, er reguleret i reglerne om producentansvar for elektrisk og elektronisk udstyr, som trådte i kraft i 2005. 

"Kommunerne må som udgangspunkt ikke drive kommunale behandlingsanlæg til elektronikaffald, men kan dog under opfyldelse af visse betingelser fortsat drive eksisterende kommunale behandlingsanlæg, såfremt de er sat i drift inden den 1. januar 2005 og er godkendt til behandling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr og affald af andet elektrisk og elektronisk udstyr.”

Ministeren tager fejl

Dermed er problemet på Globen ledt ind ad en politisk blindgyde, hvor der tilsyneladende ikke sker mere.

Men ministeren er på afveje, siger Knud Olav Christiansen. Han påpeger, at Beskyttet Værksted allerede i 2014 fik godkendelsen til arbejdet med elektronikaffaldet. Det er stadig affaldsplanen fra 2020, som spænder ben for at Globen kan genoptage sin elektronikdestruering, siger han. 

Forstanderen lægger vægt på, at Globen udelukkende behandler kommunens egne computere. Den egentlige udfordring i sagen er, at Energistyrelsens system ikke kan håndtere at give en tilladelse til en virksomhed med et kommunalt CVR-nr. 

- Det kræver en dispentation, som andre har fået, siger Knud Olav Christiansen. 

Håndteringen af elektronikaffald har dog ikke ligget helt stille på Globen. 

- Det er svært at sige til de borgere, som vi har med at gøre, at de ikke må lave det arbejde, som giver mening for dem i hverdagen. Derfor har vi i et vist omfang været ulydige. Vi klipper stadig elektronik i stykker, men vi afleverer det på kommunens genbrugsplads. Vi sælger det ikke, siger han. 

Lokaltindblik.dk har spurgt Signe Munk, om hun har foretaget sig yderligere for at få løst Globens problem, men hun har ikke svaret på henvendelsen. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!