Onsdag d. 8. december 2021 - �rgang 16

Sparekassen Danmark opstiller ladestandere til elbiler

19-09-2021

Sparekassen Danmark har iværksat et samarbejde med Clever om opstilling af ladestandere ved afdelingerne i Aars og Hobro. Flere er på vej.

I alt 22 elbilister kan lade deres biler op samtidigt, når de i alt 11 ladestandere er stillet op ved sparekassens afdelinger i Aars og Hobro.

Centralt i Aars opsættes to ladestandere med to udtag ved sparekassens afdeling i Himmerlandsgade, og ved hovedcentret på Markedsvej opsættes syv standere med to udtag; fem på personaleparkeringen og to på kundeparkeringspladsen. Centralt i Hobro opsættes to ladestandere med to udtag på sparekassens kundeparkering på Brotorv.

I forhold til Aars findes den nærmeste Clever ladestander i dag i Haverslev.

Men ladestanderne i Aars og Hobro er kun begyndelsen i sparekassen Danmarks udrulning af ladestandere:

”Nu begynder vi i Aars og Hobro med de første ladestandere, men på længere sigt ønsker vi at etablere ladestandere ved flere af vores afdelinger. Sparekassen Danmark er et grønt pengeinstitut. Derfor vil vi gerne gøre det nemmere for både vores kunder og vores medarbejdere at træffe det grønne valg i hverdagen,” siger Per Sønderup, adm. direktør i Sparekassen Danmark.

“Både Hobro og Aars har brug for flere offentlige lademuligheder, så både byens borgere og gæster kan køre ubekymret i deres elbiler. Hvis der skal være nok ladepunkter til alle, så skal vi samarbejde med både kommuner og private virksomheder. Derfor er det rigtig positivt, at Sparekassen Danmark tager initiativ til at gøre det nemmere at være elbilist,” siger Casper Kirketerp-Møller, direktør hos Clever.

På de kommende tilsammen 22 P-pladser til el-biler på sparekassens kundeparkeringer vil der være en tidsbegrænsning på to timer i sparekassens åbningstid. Derudover er der ubegrænset adgang til Clever-ladestanderne for borgere og gæster i Aars og Hobro.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!