Fredag d. 18. maj 2012
Årgang 7
Telefon: 3012 6000
info@lokaltindblik.dk

Overlade Byfest fortsætter i dag med firmafodbold, grillgris og alkoholfrit diskotek mm.

Sparekasse i Overlade kan blive bibliotek og arkiv

02-02-2012

Ligesom i Aggersund har Overlade Borgerforening i dag formelt overtaget den lokale sparekassebygning, som siden oktober har stået tom, da Sparekassen Himmerland lukkede afdelingen.

Af Jacob Dalgaard

Borgerforeningen i Overlade holdt tirsdag aften et borgermøde i den gamle skole , hvor omkring 45 mennesker var mødt op. Mødet var indkaldt for at få så mange idéer på bordet til bygningens fremtidige anvendelse.

Borgerforeningens kasserer, Edgar Jensen, redegjorde for de faktiske omstændigheder. Erhvervelsen af bygningen sker kvit og frit, men driftsomkostningerne i bygningen må årligt forventes at blive på minimum 25.000 kroner. Desuden ligger der en gammel klausul om, at der ikke må drives dagligvarehandel på grunden. Klausulen blev tinglyst, da Overlade brugs for mange år siden solgte grunden.

Borgerne stillede mange spørgsmål og kom også med mange forslag. Der var især stor opbakning til borgerforeningens plan om at få en frivilligt drevet bogcafé i en del af bygningen. Vesthimmerlands Bibliotek har ifølge Edgar Jensen indvilget i at supplere bogcaféens materialer med en nyere bogsamling, ligesom brugerne kan afhente bestilte materialer i bogcaféen efer samme models som bogcaféerne i Ranum, Hornum og Gedsted.

Ellers var det store samtaleemne, om den lokalhistoriske forening kunne tænke sig at flytte sit arkiv fra 1. salen på den gamle skole til sparekassebygningen. Det vil medføre større driftsomkostninger for foreningen, og meningerne var en anelse delte imellem de to repræsentanter fra den lokalhistoriske forening, som var mødt op på borgermødet. Men overvejende var der stemning for idéen, da det vil gøre det langt lettere for gangbesværede at komme i arkivet.

Der blev også foreslået at opsætte et par computere, hvor især ældre kunne få hjælp til de elektroniske indberetninger, som efterhånden er uundgåelige - men svært for nogle.

Der kom desuden et forslag om at reservere computerne til byens unge en enkelt aften om ugen. Idéerne synes alle at kunne integreres i bygningen, uden at det ene udelukker det andet.

Borgerforeningen fik også opbakning til at arbejde videre med et forslag om at tilbyde borgerne at købe folkeaktier i bygningen for at få driften finansieret. Der er også 52 bankbokse, som måske kan udlejes og give et bidrag til driften. 

De mange forslag skal Overlade Borgerforening nu arbejde videre med indtil generalforsamlingen den 13. marts, hvor medlemmerne formelt skal godkende den vederlagsfri overtagelse af sparekassebygningen.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!