De Radikale i Vesthimmerland har valgt Søren Dolmer som partiets spidskandidat ved det kommende kommunalvalg. Søren Dolmer er 51 år og viceforstander på Farsø Efterskole. Søren er gift med Lone Primdahl og bosiddende i Risgårde tæt på Strandby i Vesthimmerland - sammen har de voksne børn.
De radikale på landsplan har netop annonceret, - at ”Børn og Skole” bliver det gennemgående tema i den Radikale kommunale valgkamp. ”Det passer os rigtigt godt” udtaler Søren Dolmer. ”Ninni - vores radikale byrådsmedlem - har her i Vesthimmerland i mange år kæmpet for de bedst mulige forhold for børn uanset alder.
Styrk Folkeskole - Sæt leder og lærere fri
- Jeg vil fortsætte Ninnis kamp og går til valg på at styrke skolen i Vesthimmerland til gavn for børn og unge. Det kan bl.a. ske ved at ”sætte lærere og ledere fri”. Det skal f.eks. være op til den enkelte skoleleder i samarbejde med lærere og skolebestyrelse lokalt at aftale i hvilket omfang, lærernes forberedelse skal foregå på skolen. Det skal være meningsfyldt at gå på arbejde som lærer, siger Døren Dolmer og fortsætter:
- Desværre bliver de nye arbejdstidsaftaler, - som også de Radikale har været med til at ændre - i nogle tilfælde brugt på en måde, som hverken er befordrende for arbejdsmiljøet eller effektiviteten. ”Frisættelsen” kan måske samtidig øge medarbejdernes såvel som elevers og forældres oplevelse af ejerskab af deres skole. Måske kunne noget af det bedste fra den ”frie skole” på den måde finde vej inde i Folkeskolen.
- Helt konkret forestiller jeg mig, at ”frisættelsen af skolen” kunne finde sted ved mindre detailstyring af skolen fra forvaltning og politikere, - det vil endda være gratis, udtaler Søren Dolmer.
Minimumsnormeringer på daginstitutioner
Søren Dolmer bakker også op om den ”generationsgave” i form af minimumsnormeringer på de kommunale daginstitutioner, som Radikale på landsplan netop har stillet forslag om. Minimumsnormeringer handler om, hvor mange uddannede pædagoger, der skal være til at passe vores børn. Forslaget indebærer en kraftig forbedring af den tidlige indsats overfor børn.
Gennemføres det Radikale forslag, skal der alene i Vesthimmerland ansættes 27 ekstra pædagoger. Den øgede kvalitet i børnepasningen vil i sagens natur koste penge. Pengene er imidlertid at betragte som en investering på linje med en vej eller et nyt rådhus, - pengene kommer retur, idet færre børn og unge på et senere tidspunkt i livet får brug for hjælp fra det offentlige, mener Søren Dolmer.
Med valget af Søren Dolmer er der fundet afløsning for Ninni Lodahl Gjessing, som har meddelt, at hun stopper i byrådet ved udgangen af denne valgperiode. Ninni har de sidste 16 år været den radikale stemme i Løgstør og efterfølgende i Vesthimmerlands byråd.
Der er således valgt 2 personer til at afløse Ninni. Før jul blev Gitte Lopdrup, Aars valgt som Radikal spidskandidat ved valget til Regionsrådet, hvor Ninni i øjeblikket er valgt og er næstformand.
Foruden at være spidskandidat ved regionsrådsvalget opstiller Gitte også ved kommunalvalget i Vesthimmerland sammen med - indtil videre - 4 andre gode radikale kræfter, og den radikale liste er fortsat åben, udtaler Søren Dolmer, der også er formand for de Radikale i Vesthimmerland.
Ældrepleje, miljø og økologi
- Ud over ”børn og skole” er vi optaget af ældreplejen i Vesthimmerland. Vi ønsker at styrke ældreområdet og mener selvfølgelig, at har alle har ret til en værdig alderdom. Der skal tages individuelle hensyn i den hjælp og pleje, som tildeles.
Miljøet er hos de Radikale helt centralt og sidestillet de 2 øvrige områder. Der nu kommet gang i affaldssorteringen i Vesthimmerland, men partiet vil arbejde på også at få sorteret den organiske og brændbare del af husholdningsaffaldet.
Et andet konkret Radikalt forslag handler om, at det burde være en selvfølge, at der bruges lokalt producerede økologiske fødevarer til fremstilling af den mad som borgerne spiser, når de indtager et måltid betalt af Vesthimmerlands Kommune eller på en af kommunens institutioner, afslutter Søren Dolmer.