Maj måneds smagning i foreningen Det Gode Liv handler om ost.
- Vi få besøg af Preben Ørum fra Sønderhaven Gårdmejeri i Brønderslev mandag d. 7. maj i Byens Hus, Østergade, Løgstør. Preben Ørum og Marianne Simonsen laver lækre oste. De er så gode, at mejeriet jævnlig får medaljer for ostene, siger Torsten Hansen, formand for Det Gode Liv.
Mejeriet har gennem de seneste år vundet mange priser for deres oste. Senest har osten Rød Sol opnået en tredjeplads ved World Champion Cheese Contest i Wisconcin.
En anden præmievinder er Herredsosten med kommen. Den vandt guldmedalje ved Landsmejeriudstillingen i 2017.
- Preben Ørum har lovet at komme med mange forskellige oste til smagningen i Løgstør, også flere af dem der har opnået medaljer, siger Torsten Hansen.
Smagningen er ikke kun forbeholdt medlemmer. Alle kan deltage, dog kræver det forhåndstilmelding.