Palle Jensen (S), formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerland, glæder sig over det første positive regnskab i udvalget i mange år.
Sundhedsudvalget har i en årrække været akilleshælen i Vesthimmerlands Kommunes økonomi med budgetoverskridelser på mange millioner kroner. Det førte i efteråret 2016 til en opbremsning, hvor byrådet besluttede at kulegrave området for at finde andre procedurer til at optimere driften, og revisorfirmaet BDO blev hentet ind til at assistere med at stramme op på styringsmetoderne i det tunge udvalg med et budget på 680 millioner kroner.
Inden for Pleje- og seniorservice har der været fokus på bl.a. visitation til sygeplejen, effektiviseringsoptimering i hjemmeplejen samt styrket fokus på rehabilitering i forhold til behovet for personlig og praktisk hjælp, hvortil der i 2017 er sket et fald i visiterede timer.
Manøvren ser nu ud til at have båret frugt. Regnskabet for 2017 viser et overskud på 1,6 millioner kroner. Det er det første positive regnskab i mange år, og det glæder udvalgsformand Palle Jensen.
- Det er også glædeligt, at forvaltningen fik ret i, at de kunne gøre det her uden alvorlige nedskæringer, siger Palle Jensen.
Freder områder til næste budget
Selv om der nu er sorte tal, advarer forvaltningen om, at der fortsat er områder, hvor der er pres på økonomien. Her kan bl.a. nævnes vederlagsfri fysioterapi, hjælpemidler, tilskud til ansættelse af hjælpere § 95 samt plejevederlag § 119.
Men med plus på bundlinjen har Sundhedsudvalget haft frihed til at flotte sig forud for kampen om budget 2019. Således har udvalget i enighed forlods valgt at frede den vederlagsfri fysioterapi, og der bliver heller ikke skåret ned på serviceniveauet for rengøring, tøjvask og tilberedning og anretning af mad til de ældre. Lukning af plejehjemspladser er også udelukket.
Ikke desto mindre er Sundhedsudvalget af Økonomiudvalget blevet pålagt at finde besparelsespotentiale for 8,7 millioner kroner i forhold til den udmeldte ramme for 2019. Beløbet skal bidrage til et samlet råderum på 25 millioner kroner, som politikerne kan disponere over, når budgetforhandlingerne går i gang til efteråret.