Økonomiudvalget har bedt kommunens forvaltning regne på de to forslag til den fremtidige skolestruktur i Vesthimmerland, så der er et mere oplyst grundlag at tage stilling på, når byrådet om en uge skal træffe en afgørelse.
Af Jacob Dalgaard
Det såkaldte Ad Hoc-udvalgs forslag, der blandt andet indebærer lukning af tre skoler og en general opgradering af småbørnsområdet fra 0-5 år, er behæftet med nogle fejl. Det konkluderede Økonomiudvalget på sit møde i går sidst på dagen.
Udvalgets formand, Knud Kristensen siger, at der var nogle fejl, som han ikke kan forklare nærmere. Desuden er det alternative forslag, der siden er kommet fra Venstre og Dansk Folkeparti, slet ikke blevet bearbejdet i forvaltningen, siger han.
Derfor skal begge forslag nu en tur gennem regnemaskinen, inden byrådsmødet den 27. august. Her bliver der om formiddagen indkaldt til et temamøde, hvor de byrådsmedlemmer, der ikke har været tæt på arbejdet omkring børne- og skolestrukturen, kan blive opdateret på indholdet af de to forslag.
I følge Knud Kristensen er det Økonomiudvalgets indstilling, at begge forslag skal sendes i høring på skolerne og de øvrige berørte parter.
Det bliver så op til byrådet at vedtage en ny struktur, når forslagene har været i høring. Men står det til SF, skal skolestrukturen være en del af de kommende budgetforhandlinger, hvor alt kan ske, når der handles henover de sene aften- og nattetimer.