Carina Hvorvarp, formand for skolebestyrelsen på Overlade Skole, er både ked af det og skuffet efter beslutningen om at lukke Overlade Skole.
"Jeg ærgrer mig over beslutningen og generelt hele den politiske håndtering af processen. Fra start blev der lagt op til nytænkning indenfor skoleområdet, men vi er endt ud med "en gammel traver", som helt sikkert kommer til at gentage sig indenfor nogle få år. Det er en falliterklæring, at vi, i en udkantskommune som Vesthimmerland, ikke gør mere for vores landsbymiljøer."
Det er reaktionen fra Carina Hvorvarp, som i går modtog nyheden om, at et stort flertal i Børne- og skoleudvalget besluttede at lukke Overlade Skole, hvor hun er formand for skolebestyrelsen.
Hun havde på forhånd set beslutningen komme, men på grund af en lang proces med flere høringsskrivelser og ændringsforslag, havde hun alligevel næret et håb om, at politikerne ikke valgte at ty til skolelukninger.
Konsekvenser for hele byen
"For Overlade får beslutningen konsekvenser - ikke bare for børnene fra 0 år til og med 6. klasse. Skolen er omdrejningspunktet for rigtig mange aktiviteter i byen. En stor del af vores fritidsliv er koncentreret omkring skolen og hallen. Derudover ved vi jo alle, hvilken betydning det har for tilflytningen til byen, vores huspriser, indkøbsmuligheder osv.," siger Carina Hvorvarp.
Friskole skal løfte arven efter Overlade skole
Al optimisme er imidlertid ikke hevet ud af skolens formand. Tankerne om at etablere en friskole lever videre og har fået ny næring med gårsdagens beslutning.
Carina Hvorvarp er selv med i initiativgruppen bag friskolen, der stadig har et stort arbejde foran sig.
" Lige nu er vi afhængige af, at vi snarest får en politisk udmelding i forhold til, hvilken pris kommunen vil sælge bygningerne til. Allerede nu oplever vi en stor opbakning fra borgerne i byen, hvor flere allerede har forhåndstilmeldt deres børn. Det giver os et signal om, at borgerne vil en skole i Overlade - uanset om det er en folkeskole eller en friskole," slutter Carina Hvorvarp.