SF'eren fra Vilsted kæmpede alene mod 24 byrådskolleger for at afværge kommunale kroner til Made in Denmark.
Af Jacob Dalgaard
- Vesthimmerlands Kommune har fået tilskud som særligt vanskelig stillet kommune, og nu vil et flertal bruge 1 million kroner til en golffest.
Således slog Theresa Berg Andersen (SF) tonen an, da hun præsenterede byrådet, tilhørerne og pressen for sit synspunkt om kommunal støtte til at få Made in Denmark hevet tilbage til Gatten efter flytningen til Silkeborg her i 2018.
- Det tricker mig, at give million kroner til det projekt, når der samtidig er en præmiesum på 14 millioner kroner. De her knap 2 millioner kroner, som Vesthimmerlands Kommune kan komme til at bruge om året (alt i alt, red.) på Made in Denmark, kunne vi i stedet bruge på at løfte velfærden for vores egne borgere. Jeg synes, vi har hjulpet nok, og jeg synes ikke, jeg har set resultater, der retfærdiggør at bruge flere penge på det projekt, sagde Theresa Berg Andersen:
- Ingen af de hoteller, campingpladser og butikker i Løgstør, jeg har talt med, har mærket nogen forskel under Made in Denmark.
Hun havde lavet en beregning, der viser, at 40 borgere skal arbejde og betale kommuneskat i et år for at tjene 2 millioner kroner til kommunekassen. Men den beregning fik Venstres Jens Lauritzen jordet med påstanden om, at Made in Denmark genererer mere end 40 arbejdspladser.
Dansk Folkepartis Liselotte Jensen mindede Theresa om, at der faktisk også er mange lokale foreninger, der tjener en god skilling på at hælpe til under den store golfturnering.
Men SF'eren stod fast og urokkelig og stemte nej til at yde tilskud til Made in Denmark.
Hos Socialdemokratiet var det Rasmus Vetter, der førte an i diskussionen.
- Jeg er skuffet over Lars Larsen, og jeg ser ellers op til ham. Men hvis han tror, han kan komme her og få tre millioner kroner, så er han kommet til den forkerte kommune. Vi er en fattig kommune, men en million kroner plus de 700.000 kroner i ydelser, synes jeg er ok, sagde Rasmus Vetter.
I samme ombæring langede han ud efter Theresa Berg Andersen, som kort før jul var med til at bevilge 1 million kroner til Made in Denmark Challenge, som afholdes i Gatten i 2018 i stedet for hovedturneringen.
- Det er en turnering, der svarer til serie 1, hvor Made in Denmark svarer til superligaen, konstaterede Vetter undrende.