SF i Vesthimmerland er nu klar til kommunal- og regionalvalget den 21. november. Partiforeningen opstiller 6 kandidater, der geografisk dækker hele kommunen.
Spids- og borgmesterkandidat er Theresa Berg Andersen fra Vilsted, der har siddet i byrådet siden 2014. Hun bakkes op af Niels Heebøll fra Gedsted, AnnaGrethe Sperling fra Farsø, John Andersen fra Overlade, Jørgen Grøn fra Sjøstrup og Karen Clausager fra Aars.
”Jeg synes, vi har sat et rigtig stærkt hold med en god spredning - både når det gælder geografi i kommunen, alder, arbejdsmæssig baggrund og politisk erfaring,” fortæller formand for SF Vesthimmerland Karen Clausager.
SF går bla. til valg på at få et systemskifte i Vesthimmerland, og partiet slår på ord som ordentlighed, tillid, troværdighed og respekt i kommunen. SF ønsker også mere bæredygtighed i form af mere økologi i offentlige indkøb, el-biler og el-færge. SF ønsker til gengæld ikke mere udlicitering og privatisering af kommunens kernevelfærd.
”I den forgangne byrådsperiode har SF blandt andet stået bag initiativet til kommunens ungeråd og gratis psykologhjælp til unge, og det er selvfølgelig noget, vi vil holde fast i og udbygge,” uddyber Theresa Berg Andersen.