Der er igen kommet børnespillere i SBV95, og klubben er også tæt på at kunne mønstre et nyt damehold. Dermed er sidste års krise i klubben vendt til fremgang og optimisme.
Af Jacob Dalgaard
SBV95 startede på en frisk før jul, hvor en helt ny bestyrelse trådte til for at drive den gamle håndboldklub videre efter en krise, der nær havde taget livet af klubben.
Dengang var der kun et enkelt herrehold tilbage. Men en ny bestyrelse har taget fat om problemerne og arbejdet på at skabe fornyet fremgang. Det har blandt andet medført, at SBV95 igen kan mønstre ungdomshold i Bakkeskolehallen.
"Det er simpelthen fantastisk at se 20 børn løbe rundt i hallen hver eneste tirsdag," sagde klubformand Allan Dahl, da SBV95 i aftes holdt sin første ordinære generalforsamling siden krisen var på sit højeste.
"Line Lynge og Lene Væver trådte til med deres hjælp, da vi bad dem om det, og de har givet børnene nogle dejlige stunder, og fra bestyrelsens side vil vi udtrykke vores store taknemmelighed for jeres arbejde. Det er uvurderligt."
SBV95 har også planer om at starte et "trille&trolle"-hold i Multicenteret i Vindblæs, hvor de yngste børn kan deltage lige efter skole.
Damehold på bedding
Klubben har med hjælp fra Morten Lund som træner også forsøgt at genrejse et dameseniorhold. Klubbens tidligere spillere har fundet nye klubber, men flere har vist interesse for at vende tilbage. Morten Lund siger, at han derudover har fået flere lovende tilkendegivelser fra uventet side.
På et indkaldt spillermøde den 6. april vil klubben kunne danne sig et nærmere overblik over, om der kommer et damehold op at stå påny.
Skræmmende økonomi
At 2016 blev et rædselsår for SBV95 afspejler sig tydeligt i årsregnskabet. Med et underskud på 48.000 kroner forsvandt hele egenkapitalen - og lidt til. Klubben havde ved årsskiftet en negativ egenkapital på 6000 kroner. En væsentlig årsag til det forfærdelige regnskab er aflysningen af juleballet, som kostede klubben 22.000 kroner i stedet for en indtjening, som i 2015 var på 15.000 kroner.
Lars Kvejborg fremlagde regnskabet, og ligesom der er lys forude på det sportslige plan, kunne han også se tegn på et bedre regnskab i 2017. Blandt andet har klubben solgt OK-kort, og øgede kontingentindtægter vil også trække regnskabet i den rigtige retning.
Nye vedtægter
Den nye bestyrelse har også brugt vintermånederne på at udarbejde et sæt nye vedtægter for klubben. De blev godkendt i aftes, og de åbner blandt andet op for, at SBV95 nu kan tilbyde andre aktiviteter end håndbold. Vedtægtsændringerne giver også sponsorer stemmeret på klubbens generalforsamlinger.
Netop sponsorer er en af bestyrelsens næste fokuspunkter. Dem skal der findes nogle af, inden næste sæson starter, fastslog Allan Dahl.
Den bestyrelse, som overtog roret i december lod sig uden modkandidater genvælge i aftes, hvor 6 medlemmer var mødt frem.