Perfekt midsommervejr fik folk til bål sankt Hans aften.
Regn og blæst har ofte gjort sankt Hans aften til en tvivlsom fornøjelse, når man frysende har skullet forsøge at hygge sig udendørs med snobrød, grill og et vådt bål, der har været svært at få ild i.
Sådan var det ikke i 2022. I aftes viste vejret sig fra en side, som man i Danmark vel ikke kan ønske sig bedre, Stille vejr med en temperatur, der i hen mod aften blot steg til et niveau, hvor sweatere og regnjakker og lod sig udskifte med shorts og korte ærmer helt til solnedgang.
I Paradishaven i Ranum skød borgerforeningen aftenen i gang allerede klokken 18, og et par hundrede mennesker mødte op til blandt andet æggeløb og bål og båltale ved 2. viceborgmester Theresa Berg Andersen.
Hun var også i Overlade for atholde båltale, hvor omkring 100 mennesker forinden havde deltaget i fællesspinsning i skolegården.
1. viceborgmester Signe Nøhr var taget til Strandby for at holde båltale, hvor hun brugte taletiden til at italesætte tendensen i dansk politik til at danne nye partier i et væk for at profilere sig personligt i stedet for at kæmpe kampen i de etablerede partier.
I Vilsted var båltalen lagt i hænderne til sognepræst Tom Hagedorn. Sankt Hans aften blev i Vilsted markeret på parkeringspladsen ved Vilsted Sø.
I Farsø fik mellem 300 og 400 mennesker lov at høre byens nye skoleinspektør Lennart Roland Petersen holde båltalen på kanten af Farsø Sø i det smukke søanlæg. Bagefter brændte bålet ned i raketfart ude på søen, og frivillige øste vand på spejerhusets stråtag. Bare for en sikkerheds skyld.
Det fantastiske sommervejr sikrede også et fantastisk fremmøde til de mange sankt Hans arrangementer.