Glade toner strømmede fra både struber og blæseinstrumenter, da der i aftes var sangaften med ekstra blæs på i Løgstør Kirke og sognehus.
Agersted Brass Band mødte talstærkt op med 23 musikanter, og de satte et markant præg på aftenen. Det samme gjorde Løgstør Sognekor, der under ledelse af Asbjørn Høgholm optrådte flere gange i løbet af aftenen. Efter koncerten i kirken var der dækket op i sognehusets foyer, hvor kirketjener Nina Skak Jensen serverede æbleskiver og gløgg. Men der stoppede sangaftenen ikke, for efter gløggen var der ønskekoncert, hvor der blev sunget sange fra Højskolesangbogen.