Samarbejde er et af nøgleordene, når der tales indsatser for bosætning. På denne baggrund har bestyrelserne i 'Løgstør Bosætningsforening' og 'Foreningen Ambassaden Løgstør' netop afholdt et indledende møde for at drøfte mulighederne af fælles tiltag for udvikling af Løgstør som bosætningssted.
I en tidligere artikel her på Lokaltindblik.dk plæderede Løgstør Bosætningsforening for opbygningen af et netværkssamarbejde på tværs mellem byens foreninger og andre aktører, der direkte eller indirekte kan øve indflydelse på bosætning. Formålet hermed er skabelse af en bred og handlekraftig platform for en fælles indsats samt dennes positive signalværdi udadtil, som erfaringerne fra andre steder med bosætningsproblemer vidner om.
Nu har 'Løgstør Bosætningsforening' sammen med 'Foreningen Ambassaden Løgstør' sat handling bag ordene. Trods foreningernes umiddelbare forskelligheder hvad angår formålsbeskrivelser og arbejdsgrundlag, er bestyrelserne enige om, at foreningerne på en række punkter kan finde fælles fodslaw om at gøre en indsats for bosætning. På denne baggrund blev det på det indledende møde besluttet, at foreningerne opretholder deres nuværende profiler og arbejder hver for sig, hvad angår deres nuværende individuelle mærkesager, og samarbejder om kommende fælles mærkesager.
"Som det fremgår af litteratur og ekspertudtalelser inden for området, er netop samarbejde alfa og omega, når det drejer sig om bosætning", udtaler formanden for 'Løgstør Bosætningsforening', Ebbe Sølund Stensen. Som en understregning heraf, har han, som et lille kuriosum i denne forbindelse, bemærket, at ordet samarbejde gentages omkring 80 gange i "Kommuner på forkant. 25 lokale strategier viser nye veje" (Erhvervsstyrelsen, KL og Realdania, 2017) – en bosætningskampagne som Vesthimmerlands Kommune i øvrigt deltog i.
"Vi har i 'Løgstør Bosætningsforening' haft meget glæde af vores kontakt til eksperter inden for bosætningsområdet", fortsætter Ebbe Sølund Stensen. Fx har Mona Hvid, direktør for Landliv, flere eksempler på steder, hvor man "samarbejder hver for sig", som hun udtrykker det, og derfor ikke ved, hvad andre aktører inden for bosætning egentlig beskæftiger sig med. Det kan jo i den grad betyde spild af kræfter og resurser, hvis flere aktører i realiteten er i gang med de samme tiltag uden at kende til hinandens".
Både 'Løgstør Bosætningsforening' og 'Foreningen Ambassaden Løgstør' opfordrer ligeledes andre foreninger i Løgstør til at deltage i et samarbejde om bosætning. Også foreninger og aktører der ikke direkte arbejder for bosætning, men som på deres egen måde kan og vil bidrage til, at flere flytter til byen. Samarbejde viser, at man – trods eventuelle forskelligheder – er i stand til at stå sammen og agere i flok, når der er behov for det.