En ny affaldsordning i Vesthimmerlands Kommune bliver fra 1. januar virkelighed for alle borgere. Her er et overblik over, hvordan du skal håndtere affaldet i din husstand.
Siden byrådet tilbage i juni måned godkendte den nye indsamlingsordning, har Renovest arbejdet videre på det, der den 1. januar 2016 bliver en ny og gennembearbejdet indsamlingsordning for hele kommunen.
Indsamlingsordningen kommer til at gå under navnet RESPEKT FOR RESSOURCER – med en klar parallel til regeringens ressourcestrategi om 50% genanvendelse af husholdningsaffaldet.
"Det helt centrale i ordningen er, at alle får nem adgang til en bedre affaldssortering," siger Heine Munk, der er direktør for Renovest. "Vi er helt bevidste om, at der skal ændres på nogle vaner i den sammenhæng, men for langt de fleste, er der faktisk et reelt ønske og en vilje til at gøre en grønnere forskel. Nu gør vi det nemmere for alle, og det glæder vi os meget til."
Nedenfor er en beskrivelse af den nye affaldsordning:
Det er din boform, der afgør, hvordan du kommer af med affaldet.
Parcelhuse og landejendomme:
Alle parcelhuse og landejendomme får udleveret tre sorte containere (”standardpakken”). En 190 liters til dagrenovation og to stk. 240 liters til de genanvendelige materialer. Desuden får man også udleveret en miljøkasse til farligt affald.
Dagrenovation:
Containeren på 190 liter skal bruges til dagrenovation. Den bliver fremover tømt hver 14. dag. Dagrenovationscontaineren er delt i to, fordi vi senere regner med, at vi også skal sortere organisk affald fra dagrenovationen. Ved allerede nu at købe containeren opdelt, sparer vi penge. Borgeren kan derfor, indtil andet oplyses, bruge begge rum til almindeligt dagrenovation.
De genanvendelige materialer:
De to containere til papir, pap, glas, metal og hård plastik er hver på 240 liter. De bliver tømt ca. hver 6. uge. Disse to containere er også delt i to. Der skal papir og pap i den ene container – i hvert sit rum. I den anden container skal der hård plastik i den ene side og blandet glas og metal i den anden side.
Glas og metal kan blandes i samme rum, fordi det nemt kan adskilles på sorteringsanlæggene.
De gamle containere:
Den gamle papircontainer bliver indsamlet og genanvendt, mens den gamle dagrenovationsbeholder er borgerens egen. Vi foreslår at borgeren, til næste år, bruger den til opsamling af haveaffald eller andre genanvendelige materialer.
Rabatordning:
Som udgangspunkt skal containerne stå, hvor dagrenovationscontaineren og papircontaineren står i dag (standplads). Hvis en borger vil stille sine containere frem til skel på tømningsdagene, eller gerne vil lave en permanent standplads til alle 3 containere ved skel, så kan borgeren opnå en rabat i sit renovationsgebyr.
Alle borgere vil modtage information om, hvordan de kan tilmelde sig rabatordningen og information om, hvad definitionen på ”skel” er.
Storskraldsordningen:
Storskraldsordningen fortsætter som nu. Der udleveres en miljøkasse, som skal bruges til farligt affald. Når den er fuld, stiller borgeren den ud til storskraldsordningen på afhentningsdagen, og chaufføren bytter den til en tom. Derudover udvides storskraldsordningen med tekstil og blød plastfolie.
Etageboliger og rækkehuse:
Indsamlingsordning og dagrenovation:
For dem som i dag har afhentning af papir og dagrenovation ved hver husstand, vil ordningen for parcelhuse gælde – altså den såkaldte ”standard pakke”.
I områder, hvor renovationsbilen ikke kan komme til, vil der i stedet blive opstillet centralt placerede affaldsøer, hvor man kan aflevere papir, pap, glas, metal, hård plastik og dagrenovation. Alle grundejer- og beboerforeninger vil blive tilbudt at indgå i en dialog med Renovest omkring placeringen af disse affaldsøer, og hvordan de skal se ud.
Storskraldsordningen:
På annoncerede dage bliver det muligt at stille storskrald ud til de opstillede affaldsøer.
Sommerhuse:
Indsamlingsordningen:
I alle sommerhusområder bliver der etableret centralt placerede affaldsøer, hvor man kan aflevere papir, pap, glas, metal, hård plastik og dagrenovation. Alle sommerhusforeninger vil blive tilbudt at indgå i en dialog med Renovest omkring placeringen af disse affaldsøer og hvordan de skal se ud.
Dagrenovation:
Stort set alle sommerhusområder fortsætter som nu med at få hentet dagrenovation ved sommerhuset. Hvis adgangsforholdene ikke overholder kravene (jf. regulativ for husholdningsaffald), kan grundejer vælge at placere dagrenovationsstativet fast i skel, eller sætte sækken ud i skel på tømningsdagen.
Desværre er der nogle områder, hvor vi i dag ikke kan komme ind med renovationsbilen. Derfor er det besluttet, at disse områder fremover skal bringe dagrenovationen frem til de omtalte affaldsøer. De områder det drejer sig om er: Lendrup, Gatten Golf & Spa Resort og Dayz i Rønbjerg. Disse sommerhuse kan fortsætte med, at samle deres affald ved huset som de plejer og så køre med sækken til affaldsøen, når der er behov. I disse sommerhusområder vil der blive opstillet ekstra affaldsøer KUN til dagrenovation, så der ikke bliver så langt imellem afleveringsstederne.
Storskraldsordningen:
På annoncerede dage bliver det muligt at stille storskrald ud til de opstillede affaldsøer.
Størrelsen på de tre containere.
Renovest har valgt flere forskellige måder at holde dig opdateret på for at sikre en god og bred information – uanset hvilket medie man foretrækker.
Lokale aviser: I de lokale aviser i Vesthimmerland vil der hele efteråret og vinteren igennem komme uddybende artikler.
På Renovests hjemmeside www.renovest.dk under fanen NY INDSAMLINGSORDNING 2016 vil du til hver en tid kunne finde al information.
E-boks: Senere på året vil du modtage et brev i din e-boks. Det er Vesthimmerlands Kommune, der er afsender på brevet.
Facebook: Hvis du er på Facebook og gerne vil have informationen den vej, kan du LIKE www.facebook.com/renovest.dk
Info-folder: Sidst men ikke mindst husstandsomdeler Renovest et informationshæfte, som du modtager i slutningen året – inden ordningen træder i kraft. Hæftet bliver et lille opslagsværk med blandt andet en sorteringsvejledning.
Er der noget, du er i tvivl om?
Så er du altid velkommen til at kontakte Renovest på 98683200 eller på info@renovest.dk