Løgstør Røde Kors fik et flot indsamlingsresultat ved søndagens indsamling, selv om trods 9 ruter manglede at blive bemandet i Løgstør by.
”Gymnasieeleverne fra Fjerritslev Gymnasium udeblev desværre helt i år. De har ellers i de seneste år dækket 6 – 8 af vores ruter. Elever fra Vesthimmerland Gymnasium i Aars påtog sig 3 af ruterne i Overlade distrikt,” fortæller leder af Løgstør indsamlingen, Kirsten Fischer.
Især indsamlerne på ruterne i Overlade og Ranum fik gode resultater. I Ranum gik en indsamler ind på asylcentret og samlede ind blandt beboerne der. Erik Knudsen, der står for indsamlingen i Ranum, fortæller i den forbindelse, at den pågældende indsamler beretter om stor iver blandt asylansøgerne for at bidrage med beløb til indsamlingen.
Beboerne lånte nemlig beredvilligt hinanden penge, fordi alle ville have penge at give til dette formål.
I alt blev der i Løgstør, Salling, Ranum, Overlade foruden Vilsted, Vindblæs og Brårup indsamlet knapt 29.000 kr.