Kun Dansk Folkeparti og SF bakkede op om Det Konservative Folkepartis ønske om, at skolebørn i Vesthimmerland skal have lov at komme på lejrskole.
Af Jacob Dalgaard
Hvis nogle skolebørn i Vesthimmerland har næret et spinkelt håb om, at de kan komme på lejrskole med deres klasse inden sommerferien, så kan de godt pakke forventningerne sammen. Et flertal i byrådet afviser et konservativt forslag om at åbne op for den mulighed.
Partiets borgmesterkandidat Signe Nøhr har ellers bragt forslaget på dagsordenen på torsdagens byrådsmøde, hvor hun påpegede, at der er så godt styr på coronapandemien, så der bør være mulighed for at åbne op for muligheden.
Det sker på baggrund af, at byrådet den 4. april sidste år overgav kompetencen til at træffe beslutninger vedrørende coronarestriktioner til direktionen og det lokale sundhedsberedskabet. Men i dag er situationen en anden, og derfor mener Signe Nøhr, at byrådet godt kan tage beslutningskompetencen tilbage.
Den principielle holdning er borgmester Per Bach Laursen ikke enig i. Han er glad for den uddelegering af beslutningskompetencen til direktionen, sagde han på byrådsmødet. Han har kendskab til næsten 300 henvendelser, som ellers ville have medført rigtig mange byrådsmøder.
Også Socialdemokratiets Per Jensen vedgik, at han ikke ønskede at tage et politisk ansvar for coronarelaterede spørgsmål:
- Jeg har selv raflet på et tilrøget værtshus i Aalborg, men mit barnebarn må ikke komme på lejrskole. Det er et spørgsmål om det samlede smittetryk, men jeg har svært ved at se, at det er os som politikere, der skal tage den beslutning.
Men hos Dansk Folkeparti er der opbakning til de konservatives forslag om at trodse anbefalingerne om at undlade lejrskoler.
- Jeg kan ikke rigtig se, at der skulle være forskel på, om børn er i skole eller på lejrskole, sagde Liselotte Lynge Jensen.
Efter en timelang diskussion på det virtuelle byrådsmøde om sagen, måtte borgmester Per Bach Larsen skride til en afstemning. Her faldt det konservative forslag, idet et flertal bestående af Socialdemokratiet sammen med Venstre stemte imod, mens SF, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti stemte for. Kirsten Moesgaard fra VesthimmerlandsListen stemte blankt.
Så selv om alle politikerne i bund og grund ønskede, at skolebørn i Vesthimmerland kan komme på lejrskole, så ønskede et flertal ikke at påtage sig ansvaret for det. Det er således fortsat op til embedsmændene på rådhuset at træffe den beslutning.