Rosenkavaleren er den første af de tre forestillinger, Løgstør BIO viser fra Det Kongelige Teater i denne sæson. Den næste forestilling er et skuespil, nemlig ROMEO & JULIE af William Shakespeare.
Den sidste er balletten SVANESØEN af Tjajkovskij.
Alle forestillinger vises søndag eftermiddage og Rosenkavaleren kan ses den 9. november.
Rosenkavaleren blev skabt i samarbejde med librettisten Hugo von Hofmannsthal i 1911 og blander komedie og romantik med et bittersødt blik på livets gang. Arbejdstitlen var Ochs auf Lerchenau og havde fokus på den komiske baron Ochs, der snydes for sin forlovede af den unge Octavian.
I partiet som den smukke og kærlighedsforvirrede feltmarskalinde kan du glæde dig til at opleve sopranen Ann Petersen i et af sine glanspartier, i hvilket hun alternerer med Anne Margrethe Dahl. Som den bombastiske og joviale Baron Ochs får du den østrigske basbaryton Wolfgang Bankl, der har sin vante gang på Wiener Staatsoper og flere af Europas store operahuse.
Rosenkavaleren synges på tysk med danske overtekster.