Torsdag d. 1. december 2022 - Årgang 17
På billedet ses Karin Birgitte Sneskov og Anders Ladekarl ved indvielsen af den nuværende butik i 2015.

Røde Kors Genbrugsbutik i Løgstør fejrer 10 års jubilæum

24-11-2022

På mandag fejres jubilæumsdagen med store rabatter på alle varer i butikken, og kunderne bydes på lidt til ganen.

”Da den daværende bestyrelse i Røde Kors afdelingen i Løgstør dengang for 10 år siden diskuterede mulighederne for at åbne en genbrugsbutik under Røde Kors, havde de mange overvejelser. Byen havde i forvejen to genbrugsbutikker, og overvejelserne gik selvfølgelig på, om der var plads til endnu en. Det viste sig at være tilfældet – vi er her alle tre endnu!”

Sådan lyder det fra formanden for Røde Kors i Løgstør, Karin Birgitte Sneskov, der samtidig er med i det fem mand store butiksudvalg, der sørger for at udstikke retningslinjerne for butikken. Karin Birgitte fortsætter: ”Der har udviklet sig et stærkt netværk blandt de frivillige, der arbejder i Røde Kors butikken. Det er nok også kendetegnende for de pågældende personer, der grundlagde genbrugsbutikken, at de stadig er med i allerforreste række i det frivillige arbejde i butikken.” 

Siden er der kommet flere til, så der nu er godt 40 frivillige, der i løbet af en arbejdsuge fordeler de mange daglige arbejdsopgaver imellem sig. 

Blev hurtigt for lille
Butikken startede i november 2012 i tilbygningen til det gamle posthus i Jernbanegade. Generalsekretær hos Røde Kors, Anders Ladekarl, klippede den røde tråd dengang. Der gik dog kun to et halvt år, før generalsekretæren blev hidkaldt igen. Butikken led nemlig af stort vokseværk og fandt egnede lokaler i huset nederst i Østerbrogade, der senest var hjemsted for Danske Banks filial. 

Senere samme år udvidedes genbrugsafdelingen med adskillige kvadratmeter i den anden ende af den gamle bankbygning, idet der viste sig et behov for at sælge brugte møbler, lamper, bøger samt tilbehør i alle afskygninger til boligen.

Hele 66% af overskuddet går til socialt hjælpearbejde i nærområdet.
”Som dengang er der også nu brug for det sociale arbejde, som vi yder i Røde Kors,” siger Karin Birgitte. ”Med en genbrugsbutik med god omsætning og et betragteligt overskud er vi i afdelingen i Løgstør i stand til at yde støtte til de personer lokalt, der har behov for hjælp.”

En prisværdig indsats af de frivillige danner baggrund for, at der kan skabes økonomi til driften af Løgstør Røde Kors’ andre frivillige aktiviteter som førstehjælpskurser, besøgstjenesten, nørklerne og seneste skud på stammen: familienetværket. Hele 66% af overskuddet i lokalforeningen går til socialt hjælpearbejde i vores nærområde.

Lokal fond støtter julehjælpen
En stor del af overskuddet går til at sende herboende børn på sommerlejr arrangeret af Ungdommens Røde Kors og til uddeling af lokal julehjælp. Foreningen har også i år fået et klap på skulderen for deres arbejde i form af en donation fra Karen & Niels Møller Christensens Fond. Denne økonomiske håndsrækning er et kærkomment supplement til at imødekomme de mange ansøgere om julehjælp, som forventes netop i år.

”Vi er taknemmelige for en sådan positiv tilkendegivelse fra fonden for vores arbejde,” lyder det fra Karin Birgitte.

Jubilæumsdagen fejres mandag 28. november med gode tilbud i butikken, og medarbejderne sørger for kaffe og brød med mere til alle fremmødte. De frivillige i butikken er om aftenen inviteret til kombineret julefrokost og jubilæumsarrangement som tak for arbejdet, der ligger til grund for de mange Røde Kors tilbud i byen.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!