Rimas i Løgstør er blevet solgt med tilbagevirkende kraft til Gersvang Maskiner ApS i Karlslunde på Sjælland.
Det nærmer sig nostalgi, når Gersvang Maskiner ApS overtager Rimas ApS. Det nostalgiske ligger i, at mange af de mennesker, der er ansat i de to firmaer, tidligere arbejdede sammen i det ”gamle” Rimas, hvor bl.a. også Søren Gersvangs far, Ole Gersvang, arbejdede i mange år.
”Vi måtte indse, at vi ikke kunne dække hele landet med udgangspunkt kun i Karlslunde”, udtaler Søren Gersvang og fortsætter:
”Så da muligheden for at overtage Rimas dukkede op, var det lidt som med appelsinen og turbanen. Rimas har i et stykke tid samarbejdet med os og solgt vore maskiner i det nord- og midtjyske. Derfor har de allerede et særdeles godt kendskab til vort program. Yderligere har Rimas de fornødne faciliteter og mandskab for at kunne sælge vore maskiner og samtidig en række dygtige mekanikere, der kan stå for den fornødne service og reparation. Det sidste er utroligt vigtigt og en stor del af årsagen til, at vi gennemfører denne overtagelse. Vi har de sidste år fået rigtig mange kunder i det jyske og for at kunne servicere dem ordentligt, har det vist sig nødvendigt enten med en samarbejdspartner eller en underafdeling. Skæbnen ville, at det blev den sidste mulighed, og vi glæder os til at yde den helt rigtige service på det rigtige tidspunkt!”
Rimas ApS beholder sit navn og vil fortsat også betjene den lokale befolkning med maskiner til have- og park, hvilket Gersvang Maskiner ser som en stor fordel.
”Det er vigtigt også at være forankret i det lokale, og derfor vil man stadig kunne få samme gode betjening af Brian Frandsen i butikken” siger Søren Gersvang.
Gersvang Maskiner ApS har efterhånden fået et stort program i maskiner til kommuner, boligselskaber og entreprenører spændende lige fra Mulag’s armklippere (firmaets største succes hidtil) til Dulevo’s store program i både mekaniske- og selvopsugende fejemaskiner. Det sidste nye tiltag med import af Multihog redskabsbærere er foretaget i samarbejde med Rimas, der qua deres store erfaring med både Wulff og Rimas Trac er godt klædt på til at sælge denne type maskiner.
”Det er vigtigt for os at understrege, at salget af Mulags armklippere i det sønderjyske område fortsat skal dækkes af PN Maskiner, siger Søren Gersvang og fortsætter:”
PN Maskiner har med stor succes solgt Mulag og været frontrunner i det jyske gennem de senere år, og det gode samarbejde fortsætter ufortrødent”.
Gersvang Maskiners overtagelse af Rimas er sket med tilbagevirkende kraft fra den 1. april og er derfor allerede en realitet. Daglig leder og sælger i Rimas bliver Mailis Tonnisen, der både har arbejdet i det ”gamle” og nye Rimas og derfor ligger inde med et godt kendskab til kunder og leverandører.
”Vi glæder os til at komme i gang i det ”nye” firma og ser en ny positiv fremtid for Rimas og os ansatte” siger Mailis Tonnisen og fortsætter:
"Alle vor kunder vil snarest få et besøg, hvor vi vil forklare den nye situation og fortælle om vort nye produktprogram”.