Med 164 startende cykelryttere slår Vindsusløbet i Vindblæs sin egen deltagerrekord fra 2016.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Op til årets udgave af det store cykelløb i Vindblæs, havde arrangørerne været lidt i det pessimistiske humør og besluttet, at hvis ikke der kom mindst 75 deltagere, ville der ikke blive noget vindsusløb i 2019. For en uge siden, så det faktisk ud til, at minimumskravet blev svært at nå, men så kom tilmeldingerne, forklarer Erik Kærsgaard, der gennem mange år har stået i spidsen for løbet i sin egenskab af formand for Team SSC, der arrangerer i samarbejde med Vindblæs Byfest.
Efter rekordåret i 2016 med 147 startende blev 2017 et skidt år, hvor mange blev væk på grund af massiv regn.
I år var det regnen, der blev langt væk, og hele 164 ryttere stillede til start. De 120 kørte den korte rute på 44,1 km, og resten kørte 73,5 km på en rundstrækning rundt om Vindblæs og Vilsted.
Vinder af den korte distance blev hos kvinderne Lene Bjerre, Skarp Saling og hos mændene Mark Sørenen, Fjerritslev.
Den lange distance blev vundet af Marlene Jacobsen, Brovst og hos mændene af Anders Krogh Jensen, Brovst.