Byggeriet af den nye sognegård i Løgstør er nu så fremskredet, at der i dag kunne holdes rejsegilde.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Der har været en del blæst om den nye sognegård, som skal bygges sammen med Løgstør kirke med en glasfoyer. Der var også blæst i dag ved rejsegildet. Håndværkere, rådgivere, menighedsrådsmedlemmer og kirkens medarbejdere kunne dog stå i både læ og tørvejr, for byggeriet følger tidsplanen og bygningen er tæt på at være så lukket, at det stride vintervejr kan holdes ude.
- Vi er selvfølgelig glade for, at håndværkerne har fulgt opgaven, så Løgstør får endnu et smukt vartegn udover de andre, som byen har i forvejen, sagde menighedsrådsformand Erling Vingborg. Han trykkede alligevel håndværkerne en smule ved at udtrykke håb om, at byggeriet kan være færdig til den 1. april, så det kan tages i brug til påske. Men følges tidsplanen, må han alligevel væbne sig med en måneds ekstra tålmodighed.
Det er Murerfirmaet Henriksen & Madsen, der er hovdentreprenør på byggeriet, og medejer Poule Erik Henriksen roste både egne medarbejdere og samarbejdspartnere omkring byggeriet. Ikke mindst jord- og betonarbejdet har været udfordret på grund af det fugtigste vejr i 30 år, sagde Poul Erik Henriksen.
Efter talerne blev der traditionen tro serveret pølser, øl og vand til alle fremmødte.