Af Jacob Dalgaard
Statens nedrivningspulje har givet store ar i Ranums hovedgade, hvor et par store og markante bygninger sidste år forsvandt. Men Ranum Borger- og Erhvervsforening har et stykke tid arbejdet på planer, der skal gøre de tomme og triste pladser til et aktiv for byen.
Formand Hans Støttrup siger, at der er kommet tilsagn fra flere af de fonde, som foreningen har søgt penge hos. Foreningen opererer med et budget på 720.000 kroner, og hovedparten af pengene er nu i hus.
"Vi afventer fortsat svar fra enkelte fonde, inden vi kan gå i gang," siger Hans Støttrup.
Projektet er døbt "Markedstorvet" og er første trin i processen med at genskabe en spændende hovedgade i Ranum. Den præcise udformning af Markedstorvet er ikke helt på plads, men ifølge Hans Støttrup bliver det et område, hvor der bliver plads til aktiviteter for både unge og ældre. På tegnebrættet er en petanqebane, balancebomme, udstrækningsredskaber og mulighed for at opstille net i forskellige højder til forskellige boldspil. Torvet bliver anlagt med belægning, beplantning og borde/bænke, så det kommer til at se ordentligt ud, lover Hans Støttrup.
Håber på at få døgnkiosken revet ned
Mens Markedstorvet er tæt på at blive realiseret, afventer borger- og erhvervsforeningen kommunens forhandlinger med en lodsejer, inden der kan tages skridt til at føre 2. etape ud i livet. Det handler om grunden, hvor det tidligere bibliotek lå. Her ønsker foreningen at anlægge et bytorv, men Hans Støttrup siger, at det er en forudsætning, at den lukkede døgnforretning også rives ned, så den grund også kan indlemmes i projektet. Indtil videre forhandler kommunen med ejeren om at få huset revet ned med støtte fra statens nedrivningspulje.

Her ses den tidligere døgnkiosk, som ønskes nedrevet.
Et hus i Nørregade er til gengæld på vej ned, og dermed er flere sten bogstaveligt talt ryddet af vejen for at gøre p-pladsen bag brugsen kønnere. Det er nemlig også et af Ranum Borger- og Erhvervsforenings fokuspunkter. Når huset er væk kan der skabes bedre fra og tilkørselsforhold fra Nørregade til p-pladsen.
Endelig håber foreningen også at kunne få lavet en synlig stiforbindelse fra hovedgaden til Vilsted Sø. Stien er der allerede via p-pladsen og skolestien. Opgaven består i at få gjort det synligt, at man kan komme til søen fra byens centrum på få minutter, siger Hans Støttrup.