Ranum Efterskole College har fået 966.000 fra Nordea-fonden til en ny maritim base og grejbank Rønbjerg, der vil bidrage til at skabe mere aktivitet langs kysten fra Aggersund til Hvalpsund.
Med 966.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens kystpulje kan Ranum Efterskole College starte den maritime base og grejbank, med bl.a. 5 ens sejlbåde til begyndere og øvede. Bådene kan også lejes ud om sommeren, da de har elmotor, så alle let kan bruge dem. Udover de nye sejlbåde får centret en SUP og Surf trailer, samt to vildmarksbade og en sauna ligeledes på trailere. Ideen er at udstyret kan bruges flere steder langs fjorden bl.a. ved det nye servicehus for surfere i Trend.
Forstander Olav Storm glæder sig især til at gøre den unikke kystnatur langs Limfjorden mere tilgængelig fra vandsiden for lokale og besøgende i området:
”Efterspørgslen har været der længe, og nu kan vi endelig tilbyde enestående vandsportsaktiviteter og kystsnære oplevelser. Det er et kæmpe skridt i retningen af at åbne vores højtelskede Limfjord op.”
Fællesskabet i centrum
Med de nye brugervenlige udlejningsbåde og vandsportsudstyr som fx SUP boards og surfudstyr, håber Ranum Efterskole College at kunne tiltrække nye besøgende til Limfjorden og samtidig bidrage til det lokale fællesskab langs kysten.
”Vi har et stort ønske om at være en drivkraft i at styrke fællesskabet i Himmerland og omkring de små havne og kystnære byer i området. Vores kystprojekt skal være til gavn og rådighed for alle, der har lyst til at prøve sejlads og vandsportsaktiviteter. Det er to ting, som vi med årene er blevet dygtige til at undervise i og udbrede på Ranum Efterskole College – og det vil vi gerne nå ud til endnu flere familier og unge med,” siger Olav Storm.
50 mio. kr. til kystaktiviteter
Ranum Efterskole College har modtaget 966.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens kystpulje på
50 mio. kr., der uddeles til projekter, som skaber aktivitet og styrker fællesskabet langs landets kyster.
”Kysten er klar, og vi er glade for, at Ranum Efterskole College vil være med til at skabe nye stærke fællesskaber ved Limfjorden,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.