Når Messecenter Vesthimmerland fredag d. 16. februar åbner dørene til den 13. udgave af Tidens Kunst, så bliver det med flere nyheder på programmet.
Der er i år tilmeldt 88 kunstnere til kunstmessen, heraf har hele 22 kunstnere ikke tidligere udstillet på Tidens Kunst i Aars, hvilket giver gæster og publikum rig mulighed for at få inspiration fra kunstnere, som de ikke tidligere har stiftet bekendtskab med.
Traditionen tro vil Gadekæret, der er et stort vandbassin blive en del af messen. Her vil de lokale kunstnere Poul Spanggaard fra Aalestrup og Martin Gregersen fra Løgstør udføre kunstneriske installationer i bassinet. De er begge meget idérige, så det bliver spændende at se, hvad de har fundet på af finurligheder i år.
Der vil også være flere arbejdende kunstnere på Tidens Kunst, der vil færdiggøre kunstværker på
messen. Det giver mulighed for, at interesserede købere kan lave aftale med en kunstner direkte
på messen og få sit kunstværk med hjem, inden messen lukker søndag d. 18. februar.
Efter et par års pause, vender kunstner Lene Purkær Stefansen tilbage til Tidens Kunst. Hun skaber kunstværker, der hovedsagelig er bronzestøbninger. Hendes kunstværker er kendt i hele landet og taler i vid udstrækning kærlighedens 5. sprog: Anerkendende ord, tid
til hinanden, at modtage gaver, tjenester og fysisk berøring.
Lyset i Messehallerne er slukket under Tidens Kunst. Belysningen består derfor udelukkende af en masse spots, der sætter lys direkte på de enkelte kunstværker. Det giver en helt særlig stemning, og nogle meget anderledes indtryk af de enkelte værker.
Det er Kimbrernes Y’s Men’s Club Aars, der er arrangør af Tidens Kunst.