Efter opstillingsmøde på Farsø Efterskole er Radikale Venstre i Vesthimmerlands Kommune klar med sin liste til efterårets kommunalvalg.
Partiet har på nuværende tidspunkt tre mandater i byrådet, og det er de radikales klare mål at kunne fastholde denne position.
Trods det, at det erfarne byrådsmedlem Bjarne Jensen ikke genopstiller, rummer listen engagerede kandidater i form af både kendte og nye navne.
Blandt de nye kan nævnes Søren Dolmer, forstander på Farsø Efterskole. Søren Dolmers mærkesager er bedst mulige forhold for de frivillige foreninger samt bæredygtige løsninger i økonomisk og social forstand.
Ny på listen er endvidere Karsten Kjærgaard, der driver økologisk landbrug på Livø, og derfor også er optaget af bæredygtighed indenfor bl.a. landbrug og miljø.
Blandt listens mere erfarne kræfter i forhold til byrådsarbejdet kan nævnes social- og sundhedsassistent Gerda Sørensen, som sidder i kultur- og
fritidsudvalget og har særligt fokus på landbyernes og de mindre samfunds trivsel.
Thomas Madsen Nielsen, selvstændig IT-konsulent, er opstillet på listens tredjeplads. Med sin bopæl i Aars og sit engagement med erhvervelsen af Giver Skole, dækker han både by og land i forhold til gode og ansvarlige løsninger.
Hanne Tindal Madsen er biolog og underviser på HTX, mens Karen Kjeldal er lærer og læsekonsulent. Også de kæmper for Vesthimmerland som en god bopælskommune med gode
opvækstvilkår og kulturelle tilbud.
Ninni Lodahl Gjessing, økonomiudvalgsmedlem og næstformand i Børne- og Skoleudvalget, er allerede tidligere valgt som listens spidskandidat. For hende er måden, der føres
politik på, ofte lige så vigtig som resultaterne; nemlig at der er dialog, åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocesserne.
Fra venstre ses Thomas Madsen Nielsen, Ninni Lodahl Gjessing, Gerda Sørensen, Karen Kjeldal, Hanne Tindal Madsen og Søren Dolmer. Karsten Kjærgaard var ikke til stede, da billedet blev taget.