Alfa fyldes med sang fra mange stemmer, når voksenkor fra Vesthimmerland samles til en stor fælles kordag den 19. november.
Kulturskolen, Farsø koret og ALFA er gået sammen om at samle så mange sangglade mennesker som muligt i en fælles vision om at udbrede glæden og fællesskabet i at synge sammen. Derfor inviteres der som noget nyt gæster med til kordagen. Gæster som ikke til daglig er medlem af nogle af korene.
”Langt de fleste mennesker kan godt lide at synge og har gode stemmer” udtaler Kulturskolens sangkonsulent Line Mortensen. ”Desværre er der mange der afholder sig fra det, da de har den opfattelse, at de ikke kan. Med dette arrangement vil vi gerne invitere indenfor, så flere mennesker får mulighed for at opleve glæden ved at synge sammen med andre og forhåbentlig gjort op med forestillingen om, at man skal være meget trænet for at deltage i et kor.”
Dagen igennem fra kl. 13.00 vil Line Groth fra Vokalgruppen Postyr være instruktør for det store fælles kor. Om aftenen er der koncert. Korene vil give et nummer hver og derefter går Vokalgruppen Postyr på.
Postyr er blevet verdenskendt for deres karakteristiske og stemningsfulde lyd, der kombinerer fem medrivende sangstemmer med elektronisk musik. Postyr har desuden vundet en række internationale priser senest en amerikansk CARA-award for Årets Europæiske Album. Selvom Postyr ikke er alment kendt i vores landsdel endnu, kan de fleste genkende et af de mandlige medlemmer af gruppen, nemlig Anders Hornshøj, vinderen af DanskPopTalent 2016.
Til koncerten deltager korene på et af Postyrs numre.