Priserne er eksploderet, og det afsatte beløb til en ny cykelsti i Trend rækker langt fra. Nu er projektet udskudt.
Af Jacob Dalgaard
Den nye cykelsti i Trend skulle egentlig have været lavet allerede i 2020, men det endte med at trække i langdrag med at få lavet aftaler med de mange lodsejere, som skulle afstå en stump jord til projektet. I mellemtiden er priserne kun gået en vej, og det er opad.
De 2,5 millioner kroner, som byrådet i 2019 afsatte til at få lavet gode cykelforhold i Trend, er med inflationens hjælp og udgifter til ekspropriation forvandlet til noget, der ligner et tilskud, da de samlede omkostninger til cykelstien nu ventes at løbe op i 6,4 millioner kroner.
Allan Ritter Andersen (K), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget, forklarer, at udvalget i den nuværende situation ikke har ønsket en ekstrabevilling fra kommunekassen. I stedet er cykelstien blevet udskudt foreløbig til 2023, hvor projektet vil blive sendt i et nyt udbud, når priserne forhåbentlig er lavere igen.
Det aktuelle niveau får i øvrigt også konsekvenser for andre påtænkte cykelstiprojekter, siger Allan Ritter Andersen. Dels på Sdr. Ringvej ved Lanternen i Løgstør, på Aalborgvej ved Øster Ørbæk samt på Holmevej ved Vandtårnet i Farsø.
- Vi begynder projekteringen af disse cykelstier, men vi venter med at sende dem i udbud, til vi kan se priserne er mere gunstige igen, siger Allan Ritter Andersen.