Fredag d. 27. maj 2022 - Årgang 17
Fra venstre ses Theresa Berg Andersen, Pia Olsen Dyhr og Knud Olav Christiansen

Pia Olsen Dyhr lover at hjælpe Globen i Løgstør

16-08-2021

SF's partileder Pia Olsen Dyhr besøgte mandag sammen med folketings- og borgmesterkandidat Theresa Berg Andersen Globen i Løgstør for at se på forholdene indenfor psykiatrien.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

165 voksne brugere indenfor specialområdet benytter dagligt de mange forskellige beskæftigelsestilbud, som Globen Vesthimmerland - tidligere Beskyttet Værksted - tilbyder på 7 forskellige adresser i kommunen.

Siden 2014 har år har en af disse meningsfulde beskæftigelser været destruering af kommunens egne, udtjente computere, som er blevet adskilt og sorteret i forskellige fraktioner til genbrug. Men efter indførelsen af en ny lovgivning er Globen Vesthimmerland kommet i klemme og har måttet lukke denne aktivitet ned til stor ærgrelse for både brugere og forstander Knud Olav Christiansen. 

Det er nye regler i "Klimaplan for grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra 16. juni 2020", der spænder ben for at Globen Vesthimmerland kan genoptage destrueringen af de 500 til 1000 computere årligt til genanvendelse. Problemet er, at Globen er en kommunal virksomhed, og derved mister den retten til at være registreret i Energiministeriets affaldsindsamlingsregister, der administreres af Energistyrelsen, fortæller Knud Olav Christiansen.

Den udfordring orienterede han Pia Olsen Dyhr om, da hun i dag besøgte Globen Løgstør. SF's partileder var særdeles lydhør, og hun mener, at lovændringen ikke kan være møntet på en socioøkonomisk virksomhed som Globen. Hun lovede derfor at gøre noget ved sagen. 

Til Lokaltindblik.dk siger Pia Olsen Dyhr, at hun straks vil ringe til klima-, energi- og forsyningsminister og bede ham rette op på sagen.  

Pia Olsen Dyhrs besøg hos Globens afdeling i Løgstør varede 45 minutter og var kommet i stand på foranledning af Theresa Berg Andersen, der gerne vil sætte øget fokus på psykiatriområdet. 

Knud Olav Christiansen og hans stedfortræder, Kenneth Bach Christensen, gav de to gæster en kort introduktion og viste derefter rundt i huset, hvor flere af brugerne fik en snak med politikerne. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!