Gruppeformanden for den konservative byrådsgruppe i Vesthimmerland stiller op til Regionsrådsvalget.
Hvis vælgerne vil, kan Pia Buus Pinstrup den 21. november blive stemt ind i både Regionsrådet og byrådet. Den 32-årige politiker blev i aftes på De Konservatives storkredsgeneralforsamling i Aalborg valgt som nr. 2 på partiets liste efter spidskandidaten Per Larsen. Pia Buus Pinstrup bliver partiets eneste kandidat fra Vesthimmerland. I alt tæller den konservative liste 28 navne.
Hun blev valgt ind i byrådet i Vesthimmerland i 2009 som 25-årig og kan med genvalg til november tage hul på sin 3. periode. Hun er udover at være gruppeformand også formand for Beskæftigelsesudvalget i Vesthimmerland.