Skadestuen på Farsø Sygehus blev ramt af sparekniven i Region Nordjyllands budget 2019. Det fik Pia Buus Pinstrup til at stemme imod, selv om hendes partifæller i Det Konservative Folkeparti stemte for budgettet.
Af Jacob Dalgaard
Skadestuen på Farsø Sygehus har i dag åben alle dage fra kl. 8-22, men det er snart slut. Som følge af dagens budgetaftale i Regionsrådet, reduceres åbningstiden fremover til kl. 17 og i weekenden til kl. 15.
"Med dette budget er der igen taget en bid af Farsø Sygehus. Patienterne skal i fremtiden køre til skadestuen i Aalborg efter kl. 17.00. Hvad er et sygehus uden skadestue spørger jeg bare. Borgerne i Vesthimmerland skal for eftertiden helst brække benet i dagtiden åbenbart. Det er bekymrende, at i et område hvor responstiderne i forvejen er ringest på ambulancerne, også skal undvære beredskabet på sygehuset om aftenen," siger Pia Buus Pinstrup (K), der ikke kunne se sig selv i den aftale og gik imod resten af Regionrådet.
"Det er ellers ikke et år siden at samtlige partier, sagde klart i valgkampen at der ikke skulle røres ved Farsø Sygehus. Det holdt lige til det første budget skulle vedtages," fortsætter Pia Buus Pinstrup, der selv blev valgt ind i rådet ved valget i november sidste år.
Hun noterer sig i øvrigt, at Socialdemokratiets formand har lanceret et forslag om nærhospitaler. Men det forslag har tilsyneladende ikke vundet gehør hos Regionrådets formand Ulla Astman, konstaterer Pia Buus Pinstrup, der selv er ansat på Farsø Sygehus som sygeplejerske.
Det trodsige regionsrådsmedlem tvivler på, at den budgetterede besparelse på den reducerede åbningstid på 2 millioner kroner kommer til at holde stik. Den vil blive ædt op af transport af de patienter, der er indlagt på Farsø Sygehus, og ikke længere kan blive tilset af en kirurgisk læge om aftenen, påpeger hun.