Løgstør mistede turistkontoret til Aars, men beholdt 800.000 til turistindsats. Det er den korte version af det kompromis, byrådet i Vesthimmerland torsdag aften blev enige om på Socialdemokratiets foranledning.
Af Jacob Dalgaard
Borgmester Per Bach Laursen fik sin turismeaftale med Mariagerfjord gennem byrådet med et meget stort flertal. Der var dog en lille - men vigtig - ændring, som fik afgørende betydning inden dagens afstemning om den prekære sag.
Socialdemokratiets gruppeformand Palle Jensen stillede på vegne af sin partigruppe et ændringsforslag, som angik de 800.000 kroner, som Vesthimmerlands Kommune tidligere besluttede at kaste ekstraordinært ind i et nyt destinationssamarbejde. Pengene blev i sin tid øremærket til en særlig indsats for Vesthimmerlands Kommunes vestkyst – særligt Hvalpsund, Ertebølle, Rønbjerg og Løgstør.
Men Palle Jensen foreslog på byrådsmødet, at de 800.000 kroner holdes udenfor det nye destinationsselskab. Dermed kan politikerne selv udmønte beløbet til projekter i de ovennævnte Limfjordsbyer uden at der går udgifter fra til administration, som der blev nævnt.
Selv arge modstandere som Uffe Bro og Per Jensen købte kompromisset med udsigten til at tabe både turistkontoret og de 800.000 kroner til det nye, selvejende destinationsselskab, som vil blive etableret mellem Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner.
Kun Allan Ritter Andersen (K) og Liselotte Lynge Jensen og Brian Christensen fra Dansk Folkeparti stemte imod forslaget. Førstnævnte slog til lyd for at sætte processen på pause og undersøge andre muligheder. Eksempelvis at slå både Limfjordskommunerne og Himmerlandskommunerne sammen i et destinationsselskab. Liselotte Lynge Jensen synes også, at den indgåede aftale er lidt amputeret, og hun synes også, det er et dårligt signal at sende at flytte et turistkontor fra Løgstør til Aars, når Løgstør er kommunens turistby.
Venstres Jens Lauritzen havde også et ændringsforslag i ærmet, og gjorde det klart, at han ikke kan forstå, hvorfor Mariagerfjords borgmester skal bestemme, hvor det kommende destinationskontor skal ligge, hvilket er resultatet af den aftale, Per Bach Laursen har indgået med sin borgmesterkollega i Mariagerfjord Kommune. Her fik Jens Lauritzen støtte af partifællen Per Bisgaard. Men Jens Lauritzen sluttede sig også til kompromisset.
Destinationsselskab skal være større
Hele vejen rundt i salen var der bred enighed om, at det nye Destination Himmerland med de to kommuner er for lille. Men der var også en erkendelse af, at det er lettere at få flere kommuner med i fællesskabet på sigt, når man er to frem for at stå alene.
Bortset fra Allan Ritter stemte hele den konservative gruppe for det socialdemokratiske kompromis. Henrik Dalgaard havde såmænd også forståelse for Mariagerfjord Kommunes krav om, at hovedkontoret skal ligge i Aars:
- Hvis det var omvendt, ville vi nok også syntes, at der var lidt langt til Øster Hurup.
Per Jensen sluttede en længere debat i byrådssalen med en humoristisk bemærkning om, at hvis udmøntningen af de 800.000 kroner ikke bliver gjort ordentlig, vil han stemme imod dagens afstemning med tilbagevirkende kraft.