Torsdag d. 26. november 2020 - �rgang 15

Pålægsmadder i Malle får ro for møllevinger

19-12-2019

Man skal have overværet byrådsmødet torsdag eftermiddag for at overskriften giver mening. Men det korte af det lange er, at mølleprojektet i Malle endegyldigt blev stemt ned af et flertal på 19 mod 8 i byrådsalen.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Møllerne er grimme, mener Brian Christensen fra Dansk Folkeparti om de fire store møller, som fire personer i Vollesbak Møllelaug har ansøgt om at få lov til at rejse i Malle.

Han og hans parti har forlængst taget stilling til sagen, længe før de mange høringssvar er tikket ind. De har dog ikke ændret hans holdning.

Det er fint at tænke klima og miljø, men det går edderbrandbrølemig hurtigt med at blive grøn her i kommunen. Man tromler bare derudaf med 180 kilometer i timen, og tænker ikke på de borgere, det går ud over, sagde Brian Christensen, da byrådet i dag gav mølleprojektet det endelige dødsstød.

- Når de står så tæt på, at de rykker pålægget af min mad, når jeg sidder på terrassen, så synes jeg, det er rigtig træls, fastlog DF'eren til stor morskab for resten af salen mange anerkendende nik fra gulklædte tilhørere, som stiltiende demonstrerede mod møllerne.

Venstremand skuffet over nejsigere

Både Venstre og Socialdemokratiet gik til afstemningen uden at være enige om, hvilken knap, der skulle trykkes på. Gruppeformand Kurt Friis Jørgensen hører til mindretallet,, der gerne havde set møllerne rejst i Malle.

- Jeg kan godt blive en lille smule skuffet over dem, der var med til at godkende kommuneplanen i 2017, hvor man udlagde området i Malle til vindmøller, sagde Kurt Friis Jørgensen.

SF's Niels Heebøll tog kritikken til sig og erkendte, at "vi har ikke været vågne, da vi lagde området ud til vindmøller i 2017. Det er tydeligt, at der ikke er plads til 3 møller på stribe, sagde Heebøll med henvisning til mindstekravet om, at der som minimum skal rejses tre møller i et mølleområde.

Kritisabel proces

Både Venstres Lars Andresen og Socialdemokratiets Uffe Bro kritiserede de byrødder, der har taget stilling, inden de 58 høringssvar kom ind.

- Det har været en uskøn proces. Hvis borgerinddragelse skal tages alvorligt, så vent med at træffe beslutning, før der er læst høringssvar, sagde Lars Andresen.

Også Jens Lauritzen var ude med riven over måden, sagen er blevet håndteret på.

- Man har ikke givet mølleopstillerne muligheden for at imødegå naboernes bekymringer, ligesom man eksempelvis har gjort i Nørrekær Enge, hvor Vattenfall selv tilbød at øge afstandskravene til naboerne og opkøbte ejendomme i en afstand af op til 1 kilometer.

Borgmester vil tage møllepolitik op til revision

Borgmester Per Bach Laursen fastholdt sit synspunkt om, at Vesthimmerland har et stedbundet potentiale, som er vind, der bør udnyttes. Men i erkendelse af, at et markant flertal stemte Malle-møllerne ned, vil han i det nye invitere til en debat om de andre områder i kommunen, som er udpeget til vindmølleområder.

Der er allerede 2-3 projekter i "pipe-linen". Men det er er spild af ressourcer, at bruge tid på dem, hvis holdningen er, at der ikke skal opstilles flere møller i Vesthimmerland, siger borgmesteren. Både af hensyn til opstillerne, byrådet og ikke mindst forvaltningen.

Mindretallet, der stemte for vindmøllerne i Malle, er Rasmus Vetter (S), Anders Kjær Kristensen (S), Per Bach Laursen (V), Per Bisgaard (V), Inger Nielsen (V), Kurt Friis Jørgensen (V), Morten Mejdahl (V) og Jens Lauritzen (V).

Resten af byrådet stemte Malle-projektet ned.  

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!