Torsdag den 25. november slår Folkeuniversitetet i Vesthimmerland dørene op til foredrag nummer to af i alt seks med organist og musikhistoriker Jan Mygind.
Jan Mygind, der tidligere er kåret som årets underviser i Folkeuniversitetsregi, er en blændende formidler og forstår at gøre musikkens udvikling gennem tiderne levende og tilgængelig.
Forrige gang lærte deltagerne om, hvordan musikalske oplevelser under barokken overgik fra at være forbeholdt et lille celebert publikum til at blive mere eller mindre alle mands eje.
Klassicismen er kendetegnet af en større grad af enkelthed, der borger for store musikoplevelser, men samtidig i sin klarhed har fostret store, tidløse værker, der stadig har bevaret deres gyldighed den dag i dag. Særlig kendt er nogle af Wiens store komponister som Haydn, Mozart og Beethoven.
Foredraget kan høres uafhængigt af de andre foredrag i rækken. Ranum Efterskole lægger sædvanen tro velvilligt lokaler til, hvor der er mulighed for at holde god afstand.