Erik Knudsen gik i spidsen for en tur gennem Ranums historie i aftes.
Ranum blev grundlagt som landsby omkring Kristi fødsel for 2000 år siden, Søndergade har engang været byens hovedgade, og Kravad har sit navn af en helt bestemt grund. Det var nogle af de ting, man kunne blive klogere på, da Lokalhistorisk Forening for Ranum og Omegn var arrangør af en historisk byvandring.
Omkring 30 mennesker lod topbraget mellem Italien og Spanien ved EM i fodbold vige for at få et nærmere kendskab til Ranum, hvis nyere historie i høj grad har været præget af seminariet.
Erik Knudsen var engageret guide, og han har selv gået på seminariet i Ranum fra 1963 til 1966. Han kunne fortælle, at Ranum tilbage i 1950'erne og 1960'erne havde op til 70 butikker og håndværksforretninger. Blandt andet var der tre urmagere. Det kunne blandt andet lade sig gøre, fordi mange indbyggere i Ranum supplerede deres indtægt ved at drive pensionat for seminaristerne eller ved at have seminarister boende.
Senere, da kollegierne blev bygget og seminariet selv fik kantine, ændredes bybilledet drastisk, fordi mange af de udlejede værelser i de private hjem kom til at stå tomme. Handelslivet har også båret præg af seminariets nedgang og lukning. I dag er der kun konkurrence mellem Rytterbaren og Rottehullet, som sikrer ranumitterne billgt øl, spøgede Erik Knudsen på byvandringen.
Ranum har dog stadig mange unge mennesker boende, idet Ranum Efterskole har vokset sig til en af landets største, og asylcenteret har givet byen en kulturel indsprøjtning.
Vejnavnet Kravad kommer i øvrigt af "køernes vadested", og det var det sted, køerne i gamle dage blev ledt hen for at drikke, og Bydamsvej er opkaldt efter den dam, der indtil 1930'erne lå på stedet.
Byvandringen i Ranum er en del af kulturarvsmåneden i Vesthimmerland, hvor der stort set dagligt er arrangementer rundt om i Vesthimmerland. I eftermiddag kan man følge magtens spor til Hessel. I morgen er der rundvisning i Skarp Salling kirke, og onsdag runder Kulturarvstjenesten Vesthimmerland kulturarvsmåneden af med en aften om Gundestrupkarret.