Arbejdet med at finde en ny placering til Løgstørs busterminal går videre og kan blive mere omfattende.
Ønsket om at erstattet busterminalen i Blindebomsgade med et nyt knudepunkt tættere på Østerbrogade er stødt på nye udfordringer. Den tiltænkte placering viser sig at være for lille til at kunne give plads til de mange busser, der kommer til og fra byen.
Det fortæller byrådspolitiker Allan Ritter Andersen, der sidder med i den styregruppe, der har til opgave at løse det gamle ønske om at erstatte den gamle busterminal, som ligger uhensigtsmæssigt for brugerne og desuden ofte er udsat for hærværk.
Efter er møde i styregruppen i går, siger Allan Ritter Andersen, at anbefalingen umiddelbart er, at man alligevel bibeholder den nuværende placering, men der er vilje til at tage en dans mere for at se på en mere bynær placering.
- Det handler jo om at komme tættere på og køre folk helt til dørtrinet for at bevare noget handel i Løgstør, siger Allan Ritter Andersen. Derfor skal der kigges på, om der er mulighed for at udvide p-pladsen overfor HP's Plads, så der kan skabes den fornødne plads til busserne.
Udover lokale politikere består styregruppen af embedsmænd fra kommunen og repræsentanter for NT.
Løgstør Busterminal ønskes nedlagt til fordel for nyt knudepunkt