På en stiftende generalforsamling i aftes blev der dannet en forening, som skal drive Overlade Hallen videre som en selvejende institution.
Nu er der håb om en fremtid for gymnaster, badmintonspillere og andre brugere af Overlade Hallen. I aftes blev der nemlig dannet en ny forening i Overlade, som skal stå for den fremtidige drift af minihallen, som fremover får navnet Overlade Kulturcenter.
Den nye selvejende institution er en følge af kommunens lukning af Overlade Skole med virkning fra sommerferien. Hallen har nemlig hidtil været en del af skolen, men selv om skolen lukker har kommunen været indstillet på, at der fortsat skal være mulighed for et aktivt foreningsliv i hallen.
Resten af skolen overtages af den nystiftede Overlade Friskole, som forventes at blive en af kunderne i Overlade Kulturcenter.
27 lokale sjæle var dukket op for at overvære "fødslen" af Overlade Kulturcenter. Blandt dem blev fem valgt ind i den nye bestyrelse, som efterfølgende konstituerede sig således: Kristian Haldrup (formand), Svend Støttrup (næstformand), Bodil Andersen (kasserer), Mogens Jensen (sekretær) og Kim Støvring (menigt medlem). Suppleanter blev Edgar Jensen og Grethe Ravnborg.
Den nye bestyrelse får nu til opgave at føre de videre forhandlinger med kommunen om, hvor meget, der skal følge med i Overlade Kulturcenter. Parkeringsplads, multibane og sportsplads indgår i disse forhandlinger, ligesom et nyt tag på hallen er i spil.