Ildsjæle i Overlade vil ikke lade byen dø sammen med kommuneskolen. På tirsdag er der indkaldt til stiftende generalforsamling i Overlade Friskole
"Friskoleidéen har igennem længere tid været oppe og vende med jævne mellemrum. Da beslutningen om en lukning af den nuværende skole med tilhørende vuggestue, børnehave og SFO blev endeligt truffet fra politisk side, var Initiativgruppen klar til at arbejde videre på det, som forhåbentlig bliver til fordel for alle i området. Når vi tænker friskole, er det helt naturligt og selvfølgeligt for os også at tænke vuggestueordning, børnehave samt SFO."
Det siger Nis Virenfeldt, der sammen med Mia Mikkelsen og Carina Hvorvarp sidder i den 3 mand store initiativgruppe, der arbejder benhårdt for at få en friskole klar til det kommende skoleår, hvor kommuneskolen ikke længere eksisterer. De mener, at de friere rammer gør det muligt at drive en friskole:
"En friskole giver mulighed for en endnu højere grad af selvbestemmelse og indflydelse på skolens virke. Samtidig er vi afhængige af et stort engagement samt et større og bredere samarbejde med forældre, byens borgere, foreninger og erhvervsdrivende. En friskole er ikke forpligtet til at arbejde ud fra skolereformen og det giver en frihed. Vi kan selv bestemme, hvordan undervisningen skal udformes, så længe vi lever op til kravene, som jo selvfølgelig stilles til en friskole på lige fod med en folkeskole," siger Nis Virenfeldt.
42 forhåndstilmeldte børn
På et tidligere informationsmøde i oktober blev der forhåndtilmeldt 42 børn. Men nu skal man have bindende tilmelding og/eller medlemsskab af skolekredsen for at opnå stemmeret og valgbarhed til den stiftende generalforsamling.
"Vi vil rigtig gerne opfordre til, at så mange som muligt indskriver deres børn senest til generalforsamlingen. Det giver os et billede af, hvor mange lærere, pædagoger og øvrigt personale, der skal ansættes i den kommende tid. Indmeldelsesblanketter til både friskole og skolekreds kan fås ved henvendelse til en fra Initiativgruppen," lyder opfordringen fra Nis Virenfeldt, der også håber på støtte fra borgere uden skolesøgende børn.
Prisen for et barn i Overlade Friskole er fastsat til kr. 1100 pr. måned for det første barn og kr. 500,- for søskende uanset antal. Vuggestue- og børnehavepladser vil følge samme sats, som den nuværende. SFO vil sandsynligvis blive lidt billigere end den nuværende sats.
Senere i denne måned ventes det afgjort til hvilken pris, friskolen kan overtage de ledige bygninger efter Overlade Skole.
Se indkaldelsen til den stiftende generalforsamling her.