Pensionisterne i Overlade er kommet under samme tag som eleverne på Overlade Friskole. Det blev fejret med reception i fredags.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Overlade Friskole har fået en lejer ind på skolen. Det er Overlade Pensionistforening, som efter mange års domicil i Den Gamle Skole er rykket over på den anden side af vejen.
I løbet af 2017 har frivillige fra skolens pedelklub sammen med pensionisterne arbejdet ihærdigt med at renovere. Et gammelt lærerværelse og kontor er lagt sammen til nyt samlingslokale, og skolens gamle toiletrum er fjernet og blevet til et nyt anretterkøkken.
I går var det så tid til at fejre det med reception i den gamle gymnastiksal. Her var der stor ros til de frivillige fra friskolens formand, Nis Virendfeldt. Han ville ikke fremhæve enkeltpersoner, men han kunne alligevel ikke komme uden om Edgar Jensen, som i særlig grad har været primus motor på projektet.
Lejeaftalen sikrer Overlade Friskole en årlig lejeindtægt på 75.000 kroner, som finansieres af Sundhedsudvalgets midler.
Flytningen af pensionistforeningen blev aktuel, da Overlade Skole blev lukket og erstattet af en friskole. Det betød at Den Gamle Skole blev overflødig og kun benyttet af pensionisterne. Med rømningen af pensionisterne står den gamle skolebygning nu helt tom, og kommunen vil nu forsøge at sælge den.
Ved receptionen var der også besøg af Overlade Kulturcenter ved Kristian Haldrup. Han havde en kuvert med som gave, som blev overrakt til Nis Virenfeldt. Kristian Haldrup kunne oplyse, at taget på Overlade Kulturcenter bliver skiftet først i det nye år. Tagudskiftningen er også en del af aftalen med kommunen, da Overlade skole blev nedlagt, og hallen blev udskilt som en selvejende institution.