Det er desværre ikke alle børn, der bryder sig om at få solcreme på, og det kan til tider være en kamp at beskytte de yngste mod solens stærke stråler. Derfor har man i Overlade Børnehus valgt at tage del i årets SolSikker-kampagne og sætte fokus på solbeskyttelse.
Formålet med kampagnen er gennem leg, dans og sang at lære børnene om vigtigheden af at beskytte sig mod solens stærke stråler.
”Vi vil naturligvis gerne gøre vores børn mere sikre i solen. Og det er jo fantastisk, hvis vi kan gøre det gennem leg, dans og sang”, siger Lene Pedersen fra Overlade Børnehus. Hun fortæller også om at når man er en institution der fokuserer så meget på udeliv som de gør i Overlade Børnehus, som oven i købet har et uderum de kalder ”Krattet” der giver børn muligheden for store armbevægelser, hyggelige stunder, og viden om hvad naturen kan tilbyde, så er solcreme og beskyttelse mod vind og vejr et vigtigt element i vores hverdag.
Børneulykkesfonden og Derma lancerede SolSikker-kampagnen i 2015 med ønsket om at gøre flere børn og voksne bevidste om vigtigheden af at beskytte sig mod solens stærke stråler ved at følge de officielle solråd. Siden har 75.000 børn deltaget i kampagnen, og resultaterne er til at føle på. En undersøgelse, som Børneulykkesfonden har foretaget, viser, at i 2 ud af 3 institutioner har børnene fået mere viden om solbeskyttelse efter at have deltaget i kampagnen.
I Overlade Børnehus, har de ligeledes valgt at ligge solbeskyttelse som en af de mange emner der arbejdes med på Børnehusets emneonsdag, de er nemlig ekstra bevidste om, at børnenes viden om deres egen beskyttelse hjælper dem til at gøre solcremen til en fast del af deres hverdag.