I hele juli blev besøgende på Danmarks største vikingeborg, Aggersborg, med stor succes budt velkommen af en guide fra Vesthimmerlands Museum. Mere end 3.000 gæster lagde i løbet af måneden vejen forbi i tidsrummet 10-16 og fik en kyndig introduktion til stedets lange og spændende historie.
Selvom sommeren har vist sig fra sin regnfulde side, så har det ikke skortet på besøgende på Aggersborg. Vikinger er populære som aldrig før, hvilket også har kunnet mærkes på Aggersborg, som opsøges af gæster fra hele Europa, der er nysgerrige på Harald Blåtand og hans imponerende ringborge.
”Sidste år oplevede vi en enorm succes ved at være til stede på Aggersborg, og fik en masse positive tilkendegivelser, der gjorde, at vi igen i år valgte at satse på den direkte formidling”, udtaler museumsinspektør Maria Clement Hagstrup fra Vesthimmerlands Museum.
”Samtidig er det en god mulighed for os for til at blive klogere på, hvordan folk oplever stedet og dermed modtage gode input til nye formidlingstiltag”, forklarer hun.
Sidste års dialog med de besøgende har bl.a. været stærkt medvirkende til, at museets den 1. juli i år indviede et enestående nyt tiltag, hvor en app gør det muligt at besøge Aggersborg i 980’erne, perioden hvor borgen oplevede sin storhedstid.
”En af de ting, vi oplevede som et stort ønske fra primært unge og børnefamilier var en visualisering af stedet, en evig udfordring, når det handler om arkæologiske lokaliteter”, uddyber Maria Clement Hagstrup.
Muligheden for at opfylde dette ønske bød sig, da museets indgik et samarbejde med studerende fra medialogistudiet på Aalborg Universitet, som over to semestre arbejdede med en bruger- og børnevenlig fortælling om stedet, hvor vikingen Svend – via app’en – tager den besøgende med rundt på borgen. App’en blev officielt indviet den 1. juli og er blevet taget meget positivt imod, hvilket er medvirkende til, at der allerede nu arbejdes med en udvidet opdatering.
”Man bliver da aldrig træt af vikingetiden”, fastslår Alexander Oliver Nybo Arendttorp, én af de to nye studerende fra AAU, der - som en del af et eksamensprojekt - arbejder videre med app’en.
Samarbejdet er således win/win for begge parter, og med opdateringen bliver det bl.a. muligt at gå på opdagelse flere nye steder på borgen og ligeledes optimeres den indlagte spilfunktion til glæde for børn og barnlige sjæle.