Ranum Efterskole College er vokset til at blive en af Danmarks absolut største efterskoler. Forstander Olav Storm fortalte onsdag aften om skolen på Pavillon ChristiansMinde.
Det var Lokalhistorisk Forening for Løgstør og Omegn, der havde indbudt forstanderen til at fortælle om skolen, som i sig selv er blevet et stykke lokalhistorie. Men skolens rammer rummer endnu mere lokalhistorie, for det var her, der i årtier blev drevet lærerseminarium og senest pædagogseminarium, inden Ranum Efterskole blev etableret og voksede sig stor. I dag er der omkring 450 elever, og skolen mere end udfylder seminariebygningerne. Senest er den gamle præstegård ved siden af skolen blevet opkøbt.