Østrup. Landsbyudvalget i Vesthimmerland kårede i aftes på Landsbyernes årsmøde vinderen af årets landsbypris, som blev en hel by.
Jørgen Møller, lektor på Aalborg Universitet og forsker i by- og landsbyplanlægning, har flere gange foreslået, at man river hele landsbyer ned. Nogle af dem er overflødige, og Østrups byskilt blev vist i medierne i forbindelse med omtalen af Jørgen Møllers radikale forslag.
Det lod borgerne i Østrup sig provokere så meget af, at de samledes til et borgermøde i 2011 for at tage sagen i egen hånd. Siden er der skudt adskillige lokale projekter op, som 75 af byens borgere har hjulpet til med at få gennemført. De mange ildsjæle har lagt hundredevis af frivillige timer i arbejdet og samtidig skaffet hundredevis af tusinde kroner til deres projekter.
Blandt et ukendt antal indstillede kandidater til landsbyprisen, løb Østrup således af med sejren i aftes, hvor næstformand for Landsbyudvalget, Niels Heebøll sammen med formand Aase Hansen overrakte prisen, som er en marksten, som billedekunstner Lis Christensen fra Strandby har bearbejdet med inspiration i Østrups lokale projekter.
Det var dog ikke hele Østrup, der var mødt op på Ranum Efterskole for at få prisen. På billedet ses de 6 repræsentanter, som tog den tunge pris med hjem.
Fra venstre er det Ove Bisgaard, Søren Sørensen, Jesper Vestergaard, Ernst Solvang, Søren Andersen og Michael Worsøe.