Forurenet jord fra den gamle rideskole bliver liggende i jorden, når der skal etableres nye fodboldbaner syd for Lanternen.
Af Jacob Dalgaard
Det område på Sdr. Ringvej i Løgstør, som er disponeret til en 11 mands opvisningsbane, er forurenet med slagger. Det har gjort en flytning af Løgstør Stadion væsentligt dyrere end de 9 millioner kroner, der er afsat. Fjernelse og deponering af det forurenede jord anslås alene at koste 2,2 millioner kroner.
Slaggerne skal fjernes for at sikre en effektiv og miljømæssig forsvarlig afvanding af opvisningsbanen. I byrådet er der imidlertid enighed om at lade slaggerne ligge i jorden og ty til en alternativ og billigere løsning.
Alternativet består i at hæve opvisningsbanen 0,5-1m, så den kan afvandes med membran og dræn miljømæssigt forsvarligt. Slaggerne får med andre ord lov at blive liggende under opvisningsbanen. Det koster skønsmæssigt 700.000 kroner, og det sparer derved kommunekassen for cirka halvanden million kroner.
Vi er kommet galt i gang
De 700.000 kroner bevilgede byrådet i torsdags som en tillægsbevilling til de 9 millioner kroner, der i forvejen er afsat til flytning af bodlbanerne. Det fik Venstres Morten Mejdahl til at råbe vagt i gevær.
- Økonomiudvalget anbefaler, at man trækker 700.000 kroner af de 56.000, der var til overs i budgettet (for 2019, red.). Vi er kommet galt i gang, og jeg synes, at man heller skulle nedgradere projektet og holde balancen, sagde Morten Mejdahl.
Desuagtet valgte et enigt byråd at give tillægsbevillingen til at hæve opvisningsbanen.
Tidligere på året blev flytning af boldbanerne sendt i liciation, hvor den billigste pris endte på 15 millioner kroner. Udbuddet blev derfor annulleret og skal nu i stedet sendes i omvendt licitation. Her skal det vises sig, hvor meget man kan få for de afsatte 9 millioner kroner.
I den proces har Teknik- og miljøudvalget dispenseret fra lokalplanen ved at godkende, at de eksisterende parkeringspladser ved Lanternen kan anvendes til stadionbyggeriet. Dermed udgår udgiften til nye p-pladser på det nye stadion.