Fredag d. 14. december 2018 - Årgang 13

Nye indbyggere i Løgstør inviteres til netværksmøde

11-01-2018

Ambassaden i Løgstør har inviteret tilflyttere i 50 husstande til møde i Lanternen den 23. januar for at fortælle dem om deres muligheder i Løgstør.

Af Jacob Dalgaard

For godt to år siden fik Løgstør en ambassade, hvis vigtigste formål er at tage godt imod tilflyttere. I første omgang var det kun i Løgstør by, men siden er den varme modtagelse af tilflyttere spredt ud til hele Løgstør gamle kommune. I praksis er det sket ved at ambassaden den første lørdag i hver måned har uddelt en velkomstpakke med sponserede gaver fra lokale virksomheder til nye tilfyttere.

Nu har Ambassaden taget et nyt initiativ. De nye indbyggere er inviteret til "træf" i Lanternen, hvor nogle af ambassadens repræsentanter vil fortælle om de mange muligheder for foreningsliv, der findes i Løgstør.

- Der skulle ligesom ske noget andet, og derfor vil vi nu følge op med et møde og høre, hvordan de nye beboere befinder sig - og om de har fået etableret sig et netværk, siger Gunnar Villumsen, der er formand for foreningen bag Ambassaden i Løgstør.

Siden de første velkomstpakker blev udleveret i november 2015, har ambassaden registreret knap 50 husstande med nye tilflyttere. Det er lokale ejendomsmæglere og Løgstør Boligforening, der hjælper ambassaden med at holde styr på de nye borgere. Men Gunnar Villumsen ved, at der også kommer andre tilflyttere - blandt andet via privat udlejning - og dem håber han også at se til træffet i Lanternen.

Claus Jensen fra Lanternen vil på samme møde give en orientering om de mange ting, der sker i netop Lanternen.

For Gunnar Villumsen og Ambassaden er der et overordnet formål:

- Den helt store hensigt er at sende et signal ud til omverdenen om, at Løgstør er et godt sted at bo, slutter formanden.

Se information om tilmelding mv. her 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!