I sidste uge præsenterede regeringen en ny trepartsaftale mellem arbejdsmarkedets parter, der omhandler støtte til ansættelse af elever og lærlinge. Den aftale kommer som en glædelig nyhed på Erhvervsskolerne Aars, hvor man ser muligheden for at skaffe flere praktikpladser i Himmerland.
Den nye trepartsaftale bakker nemlig økonomisk op om virksomhedernes ansættelse af elever/lærlinge med op til 90% løntilskud til lærlingelønnen i resten af 2020.
Dette gælder for alle nye aftaler, virksomheder som allerede har indgået en aftale med en elev 2020. De vil få refunderet 75% af lønudgiften fra AUB, som administrerer ordningen og også dækker virksomhedernes omkostninger til løn under skoleophold.
”Vi er rigtig glade, for at arbejdsmarkedets parter har handlet så hurtigt”, lyder det fra praktikcenterleder Asger Andersen på vegne af den nye fælles erhvervsskole i Himmerland med adresser i både Aars og Hobro.
”Arbejdsmarkedets fremtidige behov for faglært arbejdskraft er ikke ændret på grund af corona-krisen, så denne virksomhedsstøtte er med til at holde hånden under praktikpladssituationen”, fortæller Asger Andersen.
Antallet af indgåede uddannelseskontrakter er i skrivende stund på 90% af niveauet sammenlignet med sidste år. Ud af de knap 225 elever, som afslutter deres forskellige grundforløb i Aars og Hobro, er der i skrivende stund 110 elever, som er på jagt efter en læreplads.