Anne Christine Benner blev søndag indsat som ny præst i Løgstør-Aggersborg-Kornum og Løgsted Pastorat.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Menighederne i de fire sogne har haft fire måneder til at se hende an, og dommen var klar. Hende ville de fire menighedsråd gerne have som fast præst. Det fik de så pr. 1. maj, og i dag blev Anne Christine Benner så formelt indsat i embedet af provst Hanne Petersen.
Det skete ved to festgudstjenester. Først i Løgsted og dernæst i Løgstør Kirke, hvor Hanne Petersen oplæste og overrakte kollatsen fra biskop Henrik Stubkjær.
med Anne Christine Benner er der nu tre præster ansat i pastoratet. De to andre er Lars Lyngberg-Larsen og Pernille Vigsø Bagge. Da sidstnævnte ved årskiftet blev formand for Præsteforeningen, gik hun ned på 20 procent som sognepræst, og det gav plads til Anne Christine Benner, som blev ansat som vikar 1. januar i en stilling på 80 procent. Og nu er hun så fastansat.
Anne Christine Benenr er bosat i Viborg, og pendler til de fire sogne.
Indsættelsen blev i dag fejret med en sammenkomst for menighederne i Løgstør Sognehus, hvor omkring 70 mennesker deltog og fik serveret grillpølser og kartoffelsalat. Ved denne lejlighed blev der holdt taler af menighedsrådsformændene for Løgstør og Kornum, henholdsvis Erling Vingborg og Ingrid Leere, provst Hanne Petersen og kollega Lars Lyngberg-Larsen, og hovedpersonen selv takkede for den flotte modtagelse.